Vi har i den sidste uges tid haft besøg af Carinas veninde Aya. Vi havde inden hendes ankomst spurgt hende om der var noget specielt hun gerne ville se, så vi kunne se det sammen med hende, og hun havde primært et ønske, Milford Sound.
Så i sidste weekenden tog vi fredag efter min forelæsning afsted mod Milford Sound. Vi havde booket overnatning i byen Te Anau som er den sidste by inden man kører ind i Fiordland nationalpark. Vi ankom sent eftermiddag, hvorefter vi fik booket en sejltur til dagen efter og fik os noget aftensmad. Lørdag havde vi sejlturen i Milford Sound, dog skulle vi først lige køre de 2 timer op til Milford Sound. Milford Sound er bedst sammenlignet med en norsk fjord (deraf navnet på nationalparken). Dog er Milford Sound også et sted med usandsynligt meget regnvejr som skaber en masse flotte vandfald ned af klipperne. Det betyder også at vejrmæssigt er Milford Sound pænest når der har været en masse regn og der dermed er en masse vandfald. Dog kan for meget regnvejr, og frem for alt lavtliggende skyer, betyde at man intet kan se. Vi havde fredag regnvejr, og lørdag var det også regnvejr på vej til fjorden med en del lavtliggende skyer. Regnvejret og skyerne betød at flere af de stop vi have planlagt at tage undervejs ikke var værd at stoppe ved da den ellers flotte udsigt bare var ind i en sky. Regnen fortsatte også på vores sejltur igennem fjorden, dog lå skyerne lidt højere her end på køreturen. Da vi var nået til enden af fjorden og sejlede en smule ud i det Tasmanske hav begyndte skyerne at lette lidt og regnen aftog til kun at være en smule støvregn. Dette betød at turen tilbage kunne nydes ude på dækket af skibet, og ikke stående i tørvejr bag på skibet (indenfor bag ruder ville vi slet ikke). Her gav Milford Sound sig virkelig fra sin bedste side, tusinde af vandfald ned langs flere hundrede meter høje klippeskråninger. Man mister dog lidt perspektivet når alt er så stort, men når man ser de andre både i forhold til hjælper det lidt på forståelsen af størrelsen. Men især på turen tilbage var det ikke svært at se hvorfor så mange mennesker drager langvejs fra for at se det. Det var virkelig smukt.
Efter en god lang sejltur var dagen også så småt gået, dog fik vi på vej hjem stoppet ved et par af de stop vi ikke kunne stoppe ved på vej derop.
Søndagen brugte vi på at køre hjem langs sydkysten. En smuk tur hvor vi blandt andet fik set søløver, det sydligste punkt på sydøen (dog mest pga. udsigten der), forstenet træer og et blowhole.