Month: March 2016

Man kan ikke komme til New Zealand uden at blive mindet om at det er her Ringenes Herre og Hobbitten er indspillet. Det mest ikoniske, og klareste eksempel for dette er Hobbiton. Og for dem som ikke er så stærk i Ringenes Herre og Hobbitten er Hobbiton byen hvor hobbitterne bor.

Da indspilningerne til Ringenes Herre skulle foregå havde de spottet lokationen hvor Hobbiton ligger fra helikopter da den havde lige det som Peter Jackson ledte efter, bløde bakker og en lille sø med et stort træ ved siden af. Det var dog ude midt på en stor mark, og den New Zealandske regerings ville gerne hjælpe så de sendte militæret ned for at lave vejen ud til stedet. I den oprindelige aftale for lokationen stod der, som der gjorde ved alle lokationer, at stedet skulle gendannes til dets oprindelige stand efter filmning. Lokationen var, på trods af fortroligheds klausuler, blevet afsløret som værende med i filmen, hvorfor journalister havde prøvet at komme ind på området og få billeder af kuliserne. I forbindelse med at kuliserne skulle fjernes kom der et gevaldigt uvejr og en vinter, og det blev aftalt at de ville komme tilbage når området var fremkommeligt igen. Imellemtiden havde der været premiere på den første Ringenes Herre film, og der var pludselig kommet en interesse for at se kuliserne. Så efter en længere forhandling blev det aftalt at de resterende kulisser blev stående som en turistattraktion. Da en del af kulisserne allerede var fjernet blev det i starten ikke den store succes som ejerne af grunden havde håbet på.

Spol tiden en del år frem og indspilningen af Hobbitten skal til at begynde. Grundejerne ser nu den store mulighed da Peter Jackson kommer tilbage for at filme på lokationen igen. Denne gang bliver det aftalt at kulisserne skal genetableres permanent således at stedet fremtidigt kan bruges til turistattraktion. Peter Jackson får aftalen på plads, og bliver medejer af selskabet. Således står der nu 44 hobbit huller, dog kun den ydre dør og omkring 1 meter ind. Dørerne er i 2 forskellig størrelse således at man under filmningen kan få det til at se ud som om Gandalf er enorm og hobbitterne små.

For at komme ud til kulisserne skal man på en guidet tur, som tager en rundt i hele Hobbiton. Og efter en times tur at have kigget på næsten alle hullerne slutter man af i en kopi af the Green Dragon Inn, hvor man får en forfriskning i form af en hobbit øl, cider eller sodavand. Undervejs får man massere af små anekdoter og historier om kulisserne. De mest skøre historier omhandler alle sammen træet på toppen af bakken hvor Bilbo Baggins, og senere Frodo, bor.

Det berømte træ er det “lille”, på toppen af bakken til venstre for Carina.

Træet er for det første falsk. Og for at lave et falsk træ, som samtidig ser realistisk ud er hver eneste blad lavet af silke og påsat enkeltvis efter opførelsen af selve træet. Samlet set er der over 300.000 blade på træet. Træet blev stående fra indspilningen af Ringenes Herre til Hobbitten, men da Peter Jackson kom ud på lokationen et par dage før indspilningen skulle begynde igen mente han at farven på bladene var falmet. Så et par dage før indspilningen gik de igang med at håndmale hver eneste blad. Og hvor lang tid er træet så med i Hobbit filmene? I følge guiden ikke meget mere end 8 sekunder, og det hvor det filmet langt væk fra. Og det var blot en af de historier som beviste hvor detalje orienteret Peter Jackson er omkring sine film.

Jeg kan godt se lidt stor ud foran et af de små hobbit huller.

Og så foran Bilbo og Frodos hul, det mest kendte af dem alle sammen.

Udsigten over på Hobbiton fra Dragons Den.

Jeg havde i et tidligere indlæg lovet at skrive om vores Canyoning tur når der kom billeder. Det er et lille stykke tid siden vi fik billederne, men jeg har først fået taget mig sammen til at skrive indlægget nu.

Canyoning er en betegnelse for det at bevæge sig ned til dalen i en kløft sammen med en flod. Undervejs laver man så alt muligt sjovt som at rappelle, springe ud fra klipperne, ziplining og rutsje på røven i vandet.

Vores tur foregik i Abel Tasman National Park som ligger på den sydlige ø. Der er ikke nogen veje i nationalparken, så metoden man kommer ud til sit sted er ved at sejle med vandtaxaer. En smuk tur på en halv times tid langs kysten. Fremme ved stranden skulle vi så gå en halvanden times tid op til startepunktet for turen, man skal jo have nogle højdemeter at lave alle de sjove ting på.

Og lige ved starten skete det så det der ikke må ske, jeg vrikkede om på foden da jeg skulle ned af en stor sten. Det mærkedes ikke helt godt, men efter et par minutter med ro kunne jeg godt gå på den, men kunne stadig mærke den. Men ned skulle vi jo lige gyldigt hvad, så kunne jo lige så godt tage den sjove tur i stedet for at gå halvanden time tilbage ned igen.

Så afsted vi drog, nedad med rapelling, springe fra klipper, rutsje på røven, zipling og en del gåen gik de næste par timer. En mega fed tur fyldt med en masse sjove ting. Og nu til billederne:

Udsigten et stykke oppe af gåturen. Her kan man godt forstå at parken er så populær til at sejle i havkajak, gåture mm.

Carina i gang med at zipline på en af de små ziplines.

Os i vores fine, og meget tykke våddragter som var nødvendigt da vandet var meget koldt!

Et af vores små hop.

Mig på vej ud fra et lille vandfald da vi havde gledet ned over det på røven.

Samlet set var det en rigtig sjov tur! Det var især sjovt at man lavede alt muligt forskelligt på vej ned af, og at vi var en lille gruppe gjorde at vi havde massere af tid til at gøre nogle af tingene flere gange. Og at det så var i smukke omgivelser gør det hele sjovere.

Nede igen skulle vi lige gå en halv time tilbage til stranden hvor vandtaxaen skulle hente os. Og her begyndte jeg at kunne mærke min fod. Turen nedad var vi det meste af tiden i vandet som kølede min fod ned, mens våddragten og sokkerne gjorde at der var noget tryk på den, alt det som man skal gøre for at behandle en forstuelse. Så det var først nede på stranden da jeg tog skoen af at den begyndte at få en flot blå farve og hæve. Så jeg havde fået en forstuelse, men heldigvis ikke en stor en, og heldigvis gjorde den ikke ondt på vej nedad og først på gåturen efter. Så jeg gik lidt sjovt den næste uges tid før den blev helt god igen, men alt er godt igen.

Der har været lidt stille på bloggen et stykke tid. Dette skyldes at vi har haft travlt med at finde en lejlighed, og efter vi fandt en havde vi ikke internet. Derudover er mine studier begyndt, så det har også taget en del af min tid.

Der er massere af lejligheder til udlejning i Auckland, og massere som man kan overtage med det samme, eller inden for en uge. Det er dog også det travleste tidspunkt for udlejningsfirmaerne grundet studiestart. Standard kontrakterne hernede er på enten 6 eller 12 måneder, og vi skal kun bruge lejligheden i 4 måneder. Da der er massere af lejere betyder det desværre også at en de fleste udlejerne ikke gider at skulle udleje i kun 4 måneder når de kan få en i 6 eller 12 måneder. Dette betød at vores muligheder var meget begrænsede. Men der var en lejlighed som opfyldte de fleste af vores krav, og som skulle renoveres d. 27 juni, og da vi flyver videre til Fiji d. 29 juni, passede det perfekt. Den har et køkken med ovn (hvilket det ikke er alle lejligheder der har), et separat soveværelse, tæt på universitetet og der er mulighed for parkering i bygningen. Det eneste vi ikke fik var en balkon. Men vi ville nok ikke have brugt den så meget alligevel, for i Auckland er der mange motorveje, og de er helt inde omkring centrum af byen, meget u-europæisk. Det betyder at der er rigtig mange lejligheder med udsigt til en motorvej, og vores er en af dem. Jeg var bekymret for larmen, men soveværelset ligger inde i bygningen, og man vænner sig til den. Den primære grund til vi lukker vinduerne er faktisk ikke støj fra motorvejen, men når der kommer en tyk dunst af indisk mad fra en af de andre i ejendommen.

Og det er ikke overraskende at der lugter/dufter (afhængig af intensitet mm.) af indisk eller noget andet eksotisk mad. Faktisk er Auckland mere mangfoldig end London og New York da 39% af indbyggerne ikke er født i New Zealand. Dette kan jeg også se på universitet hvor de fleste ikke er fra New Zealand, hvilket er lidt underligt.

Og i skal selvfølgelig ikke snydes for nogle billeder af lejligheden.

Gang og kombineret køkken:

Soveværelse, med badeværelse inde bagved:

Stuen, hvor der også er et spisebord “under” kameraet:

Udsigten fra lejligheden: