Month: December 2015

Så var dagene kommet hvor vi skulle ud og få noget adrenalin i blodet. Første ting på listen var river rafting på Shotover floden. Som beskrevet i et tidligere indlæg skulle der undervejs på floden være steder i kategori 3-5 afhængig af vandstanden i floden. På nuværende tidspunkt var de dog “kun” i kategori 3-4 da der ikke var så meget vand i floden. Selve turen startede med at vi fik udleveret vores våddragt og redningsvest. Derefter skulle vi på en bustur til startpunktet, og det var en oplevelse i sig selv. Busturen foregik på en af de grusveje der tidligere er blevet anvendt af guldgraverne, så den var stejl, et sporet og lavet på meget stejle skråninger. Kombineret med en chauffør der har kørt den mange gange før, og derfor kørte rimelig stærkt, gav en meget spændende køretur.

Da vi så ankom til startstedet skulle vi igennem den klassiske sikkerhedsbriefing, hvad skal man gøre hvis man falder i, båden vender på hovedet osv. Vi blev også tildelt en båd sammen med 4 andre, og vores styrmand fra Slovakiet, og så var det afsted. Det første flade stykke blev brugt på at vores styrmand fik forklaret os nogle kommandoer så han kunne fortælle os hvornår vi skulle ro, og at vi gjorde det i takt. Derudover skulle han sikre sig at når de større bølger kom, satte vi os ned i båden så vi ikke blev kastet ud af den. Og så var det ellers i gang, først med nogle mindre bølger i kategori 2, hvor vi fik godt med vand i hovedet og en forsmag på hvad der var i vente. Herfra blev bølgerne ellers større og større, med et par flydestykker i mellem. Højdepunktet var et sted med et par 3’ere efterfulgt af en stor 4’er hvor der virkelig var gang i floden. Finalen var en tunnel og lige efter den et stort fald ned i en 4’ere. En rigtig fed tur, hvor man virkelig blev smidt rundt af floden og selv skulle være med til at sikre at de forskellige bølger blev taget rigtigt så man ikke sad fast eller båden blev vippet på hovedet. Og ja, det skete for nogen af de andre både.

I dag stod der så bungee jump og gigant gynge på menuen. Og vi skulle selvfølgelig gøre det med stil, så hvorfor ikke vælge New Zealands højeste bungee jump på 134m, og verdens største gynge med 70m frit fald og 300m gyng?

Vi har begge længe gerne ville prøve bungee jump, og nu var dagen her endelig. Firmaet som arrangerer det i Queenstown (og mange andre steder i verden) er det firma som lavede de første organiserede kommercielle bungee jumps i verden, hvilket det stadig gør på en bro lige udenfor Queenstown. Stedet hvor vi skulle hoppe ligger oppe i bjergene og udføres ikke fra en bro som mange andre bungee jumps. Springet udføres fra en platform (overdækket og med dejligt glasgulv flere steder) udspændt mellem to to bjerge med floden løbende nede i dalen. På toppen af den ene bakke blev vi iført en sele og vejet igen (ligesom vi blev flere gange da vi tjekkede ind inde i byen), og så var det ellers ud til platformen. Selve turen derud foregår i en lille kurv med plads til omkring 6 mennesker hvor man står på et gittergulv så man kan kigge ned hele vejen. Ude på selve platformen bliver man så gjort klar til hoppet. Man får iført selerne på benene, og udløseren så man ikke skal hænge med hovedet nedad på turen tilbage til platformen.

Og så til selve hoppet! Når ens tur kommer bliver man lukket ud til selve springstedet og bungee’en bliver spændt på en. Derefter er det med små skridt ud til selve hoppestedet, og så står man overfor at skulle hoppe. Det var det øjeblik jeg mest havde frygtet, det at skulle tage hoppet uden at tøve, men da han først talte ned tøvede jeg ikke. Og så var der ellers 8 sekunders frit fald, og FUCK DET VAR FEDT!! 8 sekunder er virkelig lang tid at falde med hovedet først ned mod en flod som kommer tættere og tættere på, og det føles bare fedt! Efter et par bounce udløser man “fodlænken” således man hænger fast i selen ved bæltespændet og ikke med hovedet nedaf, og så bliver man ellers hevet op igen fuld af adrenalin.

Da hoppene udføres efter vægt, således de ikke skal skifte bungee hele tiden, var der lidt ventetid inden Carina skulle springe, så hun rigtig havde tid til at blive nervøs. Da Carina var lukket ud i springområdet og skulle til at springe gik de lige igang med at binde nogle af elastikerne rundt om sammen, dog kun dem som holder den rigtige elastik samlet, men ikke noget der gør en mindre nervøs. Men da hun først skulle springe tøvede hun heller ikke, og hoppede med et stort skrig. Og da hun kom tilbage var der et meget stort smil på hendes ansigt! En mega fed oplevelse!

Efter bungee jumpet stod den på en gyngetur. Udspændt fra samme top, dog til et andet bjerg, har de udspændt nogle wires hvor de har lavet en gigant gynge, så stor at den faktisk er verdens største. I gyngen er der 70m fritfald efterfulgt af 300m gyng. Gyngen kan tages som tandem, og det gjorde vi selvfølgelig. Man kan vælge at blive placeret på forskellige måder i gyngen, og vi valgte baglæns, da det var personalets favorit (og de må have prøvet den et par gange). Vi blev sat fast i gyngen, og hængt ud parat til at skulle blive sendt afsted. Da vi sad baglæns sad vi og kiggede på ham der skulle sende os afsted, og han var rigtig i drillehumør med hvornår vi ville blive sendt afsted, og så lige pludselig trykkede han på knappen og vi var afsted. På de 70m frit fald tiltede vi baglæns og kom på hovedet således vi kunne se direkte ned, inden vi blev taget af gyngen og vendt rundt til at sidde rigtigt. Som altid var det med et stort skrig fra Carina. Gyngen var også en rigtig fed oplevelse, og meget forskellig fra bungee jumpet. I gyngen er der overraskelsen af hvornår man bliver sendt afsted, og det store frie fald hvor farten fortsætter i gynget. I bungee jumpet skal man selve tage hoppet, og med hovedet direkte mod dalen giver det en helt anden tur. En ting er dog sikkert, kommer vi tilbage til Queenstown skal vi ud og have endnu et hop og endnu et gyng.

Efter en god ferie, afsluttende med et par vilde dage i Queenstown, vil vi nu drage mod Dunedin hvor vi skal finde en lejlighed inden jeg skal igang med summer school i starten af januar.

Og en lille youtube video hvor vi hopper: https://youtu.be/yibf8hGuHbo

Ps. Jeg har i menuen (widgets) tilføjet muligheden for at abonnere på bloggen således man får en mail når der kommer nye indlæg og ikke skal ind og tjekke.

Glædelig jul til alle fra New Zealand!

For vores vedkomne fejrede vi d. 24 med vores køretur til Queenstown, som sidste opslag omhandlede. Om aftenen var vi inde i Queenstown og spise bøf på en restaurant i byen, hvilket jo ikke rigtig er juleagtigt. Som en tidligere engelsk koloni holder de jul d. 25, så d. 24 var ikke noget specielt hernede. Men i dag d. 25 var alt lukket, og vi har derfor brugt dagen i hotellets spa og slappet af med blandt andet at nyde udsigten fra vores værelse. Hotellets egen restaurant havde en julemenu med kalkun om aftenen som vi havde reserveret bord til. Så lidt jul blev det alligevel for os, der var ingen and men en anden fugl er bedre end ingenting.

De næste dage skal vi indløse vores julegaver til hinanden. Queenstown er kendt for alt det ekstrem sport man kan lave her, så det skal vi selvfølgelig også og har valgt at give det til hinanden i julegave. I morgen, d. 26, skal vi ud og riverrafte på en af floderne i området, ikke den vi kan se fra hotellet. Turen skulle være en kategori 3-5 på en 5 skala, så der burde være lidt gang i floden. I overmorgen skal vi springe bungeejump og svinge i gigantgynge. Bungeejumpet er det højeste i New Zealand på 134 m, og gyngen i ca. samme højde, så det skal nok blive sjovt! Men når vi har samlet os mod til at hoppe skal i nok få en nærmere beskrivelse af vores oplevelser.

Næste stop på ruten var ved de to gletsjere, Franz Josef gletsjeren og den mindre Fox gletsjer. Vi kom først til Franz Josef som er den største af de to man møder når man kommer fra nord. For ikke mange år siden kunne man gå helt op til gletsjeren uden problemer, siden 2012 er det dog blevet for farligt og man kan nu “kun” komme omkring 250m fra gletsjeren. Hvis man vil op på selve gletsjeren kan man tage nogle helikopterture, hvilket vi dog valgte ikke at gøre. Vi gik den lille tur op til udkigsposten, hvor man især kan se hvor stor gletsjeren er når man se helikopterne flyver op og lander på den. Det er dog svært at forstå hvor stor den er når man bare står at kigger på den. Men factsene er at gletsjeren er 12 km lang og bag ved det ligger der 20 km2 som føder gletsjeren med ny is. Og ligegyldigt hvordan man ser den er det nok ikke helt til at forstå.


Om eftermiddagen da vi ville se Fox glacier havde skyerne dog trukket sig ned over bjerget så vi ikke ville kunne se den. Men alle steder vi har læst, siger også at det (blot) er en mindre version er Franz Josef.

Næste dag gik turen til Queenstown. Selve turen ind i land var rigtig flot som i kan se på billederne. De næste par dage skal vi så slappe af og fejre julen i Queenstown.


Vi har også lavet et lille timelapse af en lille del af køreturen, som kan ses her:https://youtu.be/YhX2f0FIjyg

Efter Christchurch skulle vi krydse fra østkysten til vestkysten. På grund af bjergkæden der løber ned igennem New Zealands sydø er der ikke mange steder at komme over. Det sted som vi har valgt var overgangen ved Christchurch som går igennem Arthurs Pass National Park. Hele turen var smuk igennem bjergene, og jeg blev ved med at sige at det kunne være med i Ringenes Herre. Er også ret sikker på Carina blev en smule træt af at høre mig synge “They are taking the hobbits to Isengard” utallige gange. (og for dem der ikke kender den: https://www.youtube.com/watch?v=uE-1RPDqJAY). Så her får i nogle billeder fra vores køretur, og en lille gåtur til et vandfald.

Det næste stop på turen var Christchurch, den største by på sydøen, hvor vi ankom mandag og brugte dagen på at se byen. Vi havde i Lonely Planet læst at byen i 2010 og 2011 var blevet ramt af to jordskælv der havde ødelagt nogle bygninger og at en del af centrum af den grund var under genopbygning. Guidebogen er udgivet i september 2014, så vi tænkte at det meste sikkert var genopbygget nu, der blev vi dog gevaldigt overrasket! Vores hotel lå i udkanten af centrum, men når man gik ud fra hotellet havde man ikke den fornemmelse, nærmere en fornemmelse af at stå i en forstad under opbygning. Vi gik ind til centrum, som mest af alt ligner billeder man har set fra Detroit med tomme bygninger, og en masse tomme grunde der blev anvendt som parkeringspladser. Der var også en hel del byggeri igang, men stadig overraskende mange tomme bygninger. Vi havde læst der var et museum omhandlende jordskælvene som man skulle tage ind og se, og her begyndte vi at forstå omfanget af jordskælvene.

Jordskælvet i 2010 var 7,1 på richterskalaen, ramte kl 4:35 om natten og 40 km fra byen og ingen døde. Jordskælvet i 2011 var 6,3 på richterskalaen men kun 5 km fra centrum og kl 12:51, og der døde 185 mennesker. Jordskælvene har betydet at 70% af alle bygninger i centrum er så beskadiget at de enten er, eller skal nedrives. Byen har på baggrund heraf besluttet at når så store dele af centrum skal genopbygges, skal det gøres ordentligt. Beboerne er derfor blevet hørt med hensyn til planlægningen og der er blevet lavet en plan over hvordan centrum skal se ud. Dette har blandt andet betydet at der kommer en ring af parker der “indhegner” centrum, og den er blevet gjort mere koncentreret end tidligere. Planen ser godt ud, men vil dog tage mange år før byen igen ligner en storby. På museet var der også billeder og historier om hvordan historiske bygninger var ramt, og hvordan de skulle redes. Vi var primært inde i centrum, men museet viste også billeder og fortalte historier om hvordan hele villakvarterer var blevet efterladt øde. Husene var blevet totalødelagte og flere områder var ramt af liquefaction, som betød at områderne ikke kunne blive genoprettet. For at centrum ikke skulle dø helt mens størstedelen var igang med at blive opbygget igen har man valgt at oprette midlertidige butikker i nogle containere, ret sjovt og meget anderledes.

Og når man nu er i den største by på sydøen, det er december, og Star Wars lige er kommet ud, så skulle vi selvfølgelig også se den om aftenen.

Så kom næste stop på turen, Kaikoura, omkring 130km længere nede af østkysten fra Marlborough. Den lille by er primært en turistby som lever af dyrelivet i havet ud for byen. I området er der mulighed for at se sæler, hvaler, delfiner og massere af forskellige fugle. Vi valgte at fokusere på sæler da vi tidligere har set både hvaler og delfiner, og man kan jo ikke det hele.

Vi startede derfor morgenen med at tage på en kajaktur for at kigge på sæler. Turen var i sig selv smuk med flotte bjerge i baggrunden. Derudover var de sæler vi mødte meget legesyge rundt om kajakkerne, så det var en rigtig god tur.

Efter frokost tog vi en gåtur i området, for at se flere sæler. Men det man mest så her var sæler der lå på stenene og slikkede sol, så ikke helt lige så spændende som kajakturen hvor man virkelig så sælerne i deres eget element.

Så gik vores ferie rigtig i gang i går. Først brugte vi torsdag formiddag på at kigge rundt i Wellington, hvor det dog mest blev til shopping udover et kig forbi parlamentsbygningen. Om eftermiddagen kørte vi så vores lille bil ombord på færgen som sejler mellem nord og sydøen. Turen tager omkring tre en halv time, hvor det meste foregår i stillehavet mellem de to øer. Dog ligger byen hvor færgen ligger til på sydøen (Picton) inde i en fjord, så den sidste tur af turen var ret smuk.

I dag har vi for alvor været voksne, vi har nemlig brugt hele dagen på at være på vinsmagning. I den nordlige del af sydøen ligger New Zealandsk største vinområde Marlborough, og det kunne vi jo ikke køre igennem uden at kigge (læs smage) nærmere på. Hele området ligger klemt inde i en dal og er derfor ikke så stort, men til gengæld er det meste beplantet med vindruer.

Vi havde kigget online og set at en af måderne at komme rundt til de forskellige vingårde på var at cykle, så det valgte vi selvfølgelig også at gøre. På nettet havde vi også fundet et kort over alle de gårde som var åbne til at man kunne komme ind og få smagning, så afsted vi drog. Jeg havde kigget på kortet, og set at vi med en tur til nabobyen Renwick og tilbage igen i en rektangel ville komme forbi de fleste gårde. Vi har derfor i løbet af dagen smagt på vores andel af egnens vine, og det selvom vi valgte at springe en del af dem over undervejs. Så med en dag hvor vi har fået en del vin indenbords og haft en god cykeltur i solskin kan man kun ligge sig til at sove med et smil på læben.

Når man skal være ude at rejse i omkring et år siger det sig selv at man også skal fejre jul i udlandet en gang. Jeg havde prøvet det før i forbindelse med mit år i USA, og har ikke et problem med det. Carina har aldrig prøvet at fejre jul uden sin familie, og har derfor været spændt hvor meget hun vil savne det, og om det ville få hende til at få lidt hjemve i den periode.

Inden vi tog afsted var juletingene vanligt tro allerede begyndt at poppe op i de danske butikker, og vi fik da også spist nogle julegodter på forskud nu vi ikke var hjemme til jul. Vi var dog ikke kommet rigtig i julestemning. For det første fordi det stadig ikke var december, og nok også fordi vi havde travlt med alle de ting der altid skal nås inden man rejser i et år.

Nu har vi været afsted i 14 dages tid, så hvordan har julestemningen det?
Der er ingen julestemning overhoved! Både mig og Carina synes begge det er meget underligt med juletræer og julemænd i lige over 20 graders varme. De passer simpelthen ikke ind. Især julemanden med hans store røde frakke og fuldskæg, det er jo vintertøj og ikke sommertøj. Man får også helt ondt af de stakkels mennesker der står udklædt foran legetøjsbutikker mm., da man kan se de står og sveder tran i udklædningen. Også juledekorationer med sne ser bare malplaceret ud når det er sommer udenfor.

Imens vi var i Auckland var der også julekoncert i parken. Et stort musik show afsluttende med fyrværkeri. Meget hyggeligt at sidde og høre i sine shorts, dog også underligt at kunstnerne altid afsluttede med at ønske alle en glædelig jul. Det føles bare helt underligt. Derudover var det også underligt at ALT alkohol var forbudt i parken, den var ikke gået i Danmark!

Vi har planlagt at vores juleaften, og julemorgen, skal bruges på et lidt finere hotel end vi normalt bor på. For det første fordi det trodsalt vil være lidt rarere at fejre det i fine omgivelser nu vi ikke er derhjemme. For det andet er det jo sommerferie tid i New Zealand, og det blandet med jul betød at mange hoteller var optaget da vi gik i gang med at lede. Så der var heller ikke så meget at vælge imellem :).

Mandag og tirsdag var jeg på konference. Konferencen hed World Business, Finance and Management Conference og jeg hørte en masse kloge professorer fortælle om deres forskning inden for alt fra en mulig Dutch disease i Saudi Arabien til Boliginvestering i Auckland. De fleste oplæg var spændende, men som med så meget andet var der også flere ikke så gode, blandt andet pga. manglende engelsk kompetencer fra den fremlæggende professor. Men generelt en god oplevelse hvor jeg lærte en masse!

Så efter et par dage tilbage på skolebænken er det også tid til ferie! Så i morges tog mig og Carina vores lille bil og kørte mod syd hvor vi her til aften efter 8 timer på landevejen har ramt Wellington på den sydlige spids af nordøen. Her har vi i morgen en færgebillet kl 17 til at sejle over til sydøen. Den næste halvanden uges tid skal vi lige så stille bevæge os sydpå for lige før nytår at ramme Dunedin hvor jeg skal studere på sommerschool i januar og februar måned. Vi har planlagt en masse ting vi skal se undervejs bestående af blandt andet vingårde, havdyr, flot natur og mange andre ting. Men det skal vi nok fortælle mere om når vi efterhånden oplever det.

Som titlen siger er de sidste praktiske ting klaret nu. Vi fik for nogle dage siden oprettet telefonabonnementer og har nu følgende New Zealandske telefonnumre.
Christian: +64 022 030 2316
Carina: +64 022 030 2315
For dem der vil skrive til os kan vi fanges på WhatsApp på de ovenstående numre.

Derudover har vi brugt meget tid på at kigge på biler, både på nettet og i virkeligheden. Og som to mennesker der ikke ved det store om biler har det ikke været nemt. Brugte biler er rimelig peberet hos forhandlere, så det opgav vi hurtigt. Vi slog os derfor hurtigt på den New Zealandske udgave af Den Blå Avis, TradeMe. Det var dog heller ikke helt nemt når man ikke ved så meget om biler, og der er RIGTIG mange af dem. New Zealandske biler gennemgår den danske udgave af syn hvert halve/hele år afhængig af hvor gamle de er. Det er dog ikke et særlig grundigt syn, hvorfor det ikke garanterer noget om bilens stand. Da vi kun skal bruge bilen i et halvt år ville vi ikke skulle igennem at skulle have den synet og alle de reparationer det kunne kræve. Dette betød at mange af bilerne i den billige kategori blev udelukket. På grund af det mangelfulde syn får mange udført et såkaldt “pre purchase check” af nogle uvildige mekanikere, hvilket vi også gerne ville have udført da vi jo ikke ved meget om biler. Så med det i mente gik vi igang med at kontakte sælgere og var ude at prøvekøre nogle stykker. En del af dem vi kontaktede faldt dog hurtigt fra når man nævnte “pre purchase check”, og så kan vi kun gætte på hvad de prøvede at skjule.

Men for at gøre en lang historie en smule kortere var vi den anden dag ude at køre en Subaru Legacy fra 2000, som de tidligere ejere havde taget sig godt af. De havde sendt den til regelmæssigt service, som man kunne se på kvitteringerne fra mekanikeren, og den var generelt i god stand, selv om den havde kørt mange km. For at være på den sikre side fik vi den sendt til et pre purchase check, og det eneste de sagde var at den var i god stand. Der var de forventelige slid tegn en bil fra 2000 har, og så sagde mekanikeren at vi skulle overveje at få skiftet tandremmen da den havde kørt mange kilometre. Så med det i hånden forhandlede vi en lavere pris så den kunne blive skiftet inden vi drager videre. Så vi er nu ejere af en bil, og her er et billede af den i en fin parkeringskælder: