Month: February 2016

Efter et par dage på landevejen er vi nu ankommet til Nordøen. Det er blevet til en masse timer i bilen med smukke landskaber, der var dog også et par stop undervejs.

Den første dag, på vores tur fra Dunedin til Mount Cook, stoppede vi ved Moeraki Boulders. Moeraki Boulders er en række helt runde sten der ligger i strandkanten. De er helt runde, men sammensat af flere sten og det ligner at de er limet sammen med en gullig sten som ligner harepiks i farven. De fleste af stenene er forblevet i et stykke, dog er der et par sten hvor ”limen” ikke har holdt og de er faldet fra hinanden. Meget smukt, og helt underligt at stenene ligger helt isoleret og runde på stranden. Man kan også se at der er flere begravet i klippevæggen som havet vil grave ud over de næste mange år.

Ved Mount Cook var det meningen at vi skulle have set Mount Cook, og dens afspejling i Lake Pukaki. Vejret var dog ikke helt på vores side, hvorfor man slet ikke kunne se Mount Cook på grund af skyer. Men så har vi noget at komme tilbage og se om nogle år.

Vi kørte igen igennem Arthur’s Pass, hvilket vi også gjorde på vej sydpå. En smuk tur, og denne gang gjort endnu smukkere af at vi hørte Ringenes Herre musik hele vejen. Carina blev lidt træt af det, men det gjorde ikke vi stoppede med at høre det.

Dagen efter var vi ude på en smuk tur op langs vestkysten. Et af de steder vi stoppede var ved Pancake Rocks og Blowholes. Som navnet antyder ligner stenene her lidt stablet pandekager. Derudover var der flere blowholes, som er når vandet har gravet sig ind i klippen og dele af grotten er faldet sammen så der er kommet et hul op til overfladen inde i land. Da der var godt gang i havet den dag gjorde det at der virkelig skete noget i de huller.

Det sidste stop på vores tur var at se Abel Tasman National Park. Her var vi på en Canyoning tur, men den vil der komme mere om når vi får nogle billeder fra turen.

I dag har vi så sejlet fra Sydøen til Nordøen. De næste to dage vil vi så bevæge os til Auckland og så begynder jagten på en lejlighed og studierne igen.

Tiden flyver afsted, og vi har allerede været 2 måneder i Dunedin. Det betyder også at mit sommer skole fag er færdigt, og at vi skal bevæge os nordpå så jeg kan begynde mine studier på AUT.

Vores tid i Dunedin har været god. Mit sommer skole fag har været rigtig godt og jeg har lært en masse, hvilket jeg primært kan tilskrive en virkelig god professor som har givet utrolig god og brugbar feedback på afleveringerne undervejs i faget. Derudover har vi fået set en masse i lokalområdet, og haft besøg af både Carinas far og en af hendes veninder.

Det er både med vemod og glæde at vi kører videre. Med vemod fordi at det har været en god tid her, og vi lige var faldet til i byen. Samtidig er det med glæde da vi også er klar til nye eventyrer, og en lidt større by end lille Dunedin.

På turen nordpå har vi, grundet at min eksamen allerede var lørdag, et par dage ekstra end oprindelig forudsat. Det betyder at vi har planlagt at turen skal være mere end bare transport, og vi skal se et par af de ting vi ikke fik set på vores tur sydpå. Planen er at vi søndag, efter at have gjort det sidste i lejligheden rent, kører mod Mt Cook og sover i en by i nærheden. Mandag kører vi via Arthurs Pass (det krydsede vi også på vores tur sydpå) til vestkysten. Tirsdag kører vi så via vestkysten nordpå mod Nelson hvor vi onsdag skal ind og se Abel Tasman National park. Torsdag sejler vi til nordøen, og fredag vil vi se lidt mere i Wellington og så kører til Auckland som vi rammer lørdag. På et kort ser vores rute på sydøen således ud:

Vi har den seneste uge været rundt og kigge på naturen i lokalområdet. Dette har primært betydet at vi har kigget nærmere på The Southern Scenic route som løber fra Dunedin til Queenstown via den sydlige kyst. Vi har tidligere kigget på en del af den med Aya på vores tur hjem fra Milford Sounds. Da den er rimelig lang, fik vi dog ikke kigget på de dele der var tættest på Dunedin, hvilket vi nu har gjort.

Vi startede med en eftermiddag at kigge på tunnel beach lige syd for Dunedin. Selve området er meget fint med flotte sandstens klipper. Derudover er området kendt for en tunnel som går fra klipperne ned til stranden.

Tirsdag tog vi på en heldags udflugt rundt i The Catlins. Ud over en generelt fin tur var hovedpunkterne et besøg til Nugget Point og Cathedral Caves. På Nugget Point ligger der et fyrtårn, og som man kan se på billederne ligger der også en masse små øer i vandet ud for som gør stedet meget smukt. Fra fyrtårnet kunne man se en masse sæler der legede rundt i vandet.

På vejen stoppede vi også ved et vandfald, og som (ihvertfald i følge en guide til turen) er et af de mest fotograferet vandfald i New Zealand. I forhold til hvor mange mennesker der var der, og generelt var plads til, var det måske en overdrivelse, men flot var vandfaldet.

Cathedral Caves er en grotte som havet har skabt. Grundet tidevandet er det kun muligt at komme ind i grotten lige omkring lavvande. Som man kan se på billedet var der stadig vand på stranden selv om vi var der ved lavvande. Grotten har to indgange, og for tiden skulle man for at komme ind ad den ene indgang svømme, mens man kunne nøjes med at komme i omkring 60 cm vand ved at benytte den anden indgang. Så vi valgte sjovt nok den med de 60 cm. Grotten var imponerende i størrelse da den bevæger sig omkring 100 meter ind i klippesiden, og så lå den virkelig flot.

På vejen hjem skete så det man ser på en del billeder fra New Zealand, nemlig at vejen blev spærret af får. Der er som bekendt mange får hernede, og nogen gange skal de flyttes mellem marker, og hvad er så bedre end at bruge vejen? Landmanden havde sat et skilt op omkring at der var dyr på vejen, og så sluppet fårene fri. Først var vi i tvivl om fårene bare løb fra bilerne eller hvad der skete, men så blev rækken af biler der fulgte fårene overhalet af landmanden, og kort tid efter kunne vi se alle fårene meget målbevidste dreje ind af en sidevej hvor der var en åben låge og landmanden følge efter. Meget vildt at ikke et eneste får stoppede op, eller løb længere ad vejen.

Ved dunedin ligger der en halvø, faktisk den vi kigger på ud af vinduet, som hedder Otago Peninsula. Halvøen er meget kendt for sit dyreliv. Det var her vi var ude og se de guldøjet pingviner, og også her vi så søløver på Allans strand. Ude for enden af halvøen, ca. 40 minutters kørsel fra centrum, ligger der et albatros reservat. I reservatet har de haft held med at få Albatrosser til at yngle på fastlandet selvom de foretrækker at yngle på øer. Dette til trods for at de i slutningen af 1800’tallet installerede og affyrede flere store kanoner på samme lokation grundet dets strategiske placering i forhold til Dunedin som på daværende tidspunkt var centrum for et gold rush. Reservatet består af et besøgscenter og så det vi kom efter, en udkigspost på toppen hvor man har udsigt ud over bakken. Fra udsigtsposten kunne man se sæler lege i vandet, og 4 albatrosreder. Under albatrosserne kunne man flere steder se at ungerne var begyndt at blive så store at de stak ud under albatrosserne. Og store skal de vokse sig, for en en voksen albatros har et vingefang på 3 meter. Vi havde købt den udvidet tur som også indeholdt en tur på den tilbageværende del af fortet, hvor der bland andet var en renoveret 35 cm kanon. Derudover fik vi også et lille ekstra kig på en albatros, og endda meget tæt på, da en af dem havde lavet en redde udenfor et af udkigsposterne i fortet.

Og selvfølgelig får i et billede af en albatros:

På samme reservat er de i den heldige situation at der også er blå pingviner. De blå pingviner er meget små, kun omkring 30 cm høje og vejer omkring 1 kg. Dette gør dem også meget skrøbelige over for landdyr, hvorfor de først kommer i land når det bliver mørkt. Dette gør de oftest i flokke med omkring 20 pingviner. På reservatet har de lavet en lille platform hvor man kan se når de kommer i land og bevæger sig op til deres redder hvor deres unger venter på føde. Mig og Carina var ude at se dem komme i land da Aya var på besøg, men de ser så sjove og nuttede (Carinas ord) ud når de kommer i land at vi tog en tur til med Allan. Og de var lige så søde og klodsede at se på som sidste gang vi var derude. På det andet billede kan man se to pingviner stå ved siden af en af deres redder.

Efter at have haft besøg af Carinas veninde Aya har vi den sidste uges tid haft besøg af Carinas far Allan. Og da et af højdepunkterne på sydøen, og generelt i New Zealand, er Milford Sound, tog vi i sidste weekend på endnu en tur dertil. Denne gang var vejret dog meget anderledes end sidst. Hvor det sidst havde regnet i flere dage inden, havde det nu været tørvejr, og det var det også da vi var der. Det betød også at vi denne gang virkelig kunne se hvor stort det faktisk var da skyerne og disen ikke begrænsede udsigten og vi kunne se toppene på de halvanden kilometer høje bjerge der tårner op lige ved siden af båden.

Både mig og Carina er i tvivl om hvilken en af turene der var bedst, da de begge var meget forskellige. Og så lige et par billeder, hvor et er fra køreturn og det andet fra sejlturen:

Dagen efter tog vi ud for se glowworms. Ormene, eller larver som de faktisk er, udgiver lys for at tiltrække insekter til at blive fanget i deres fangeliner (meget lig en edderkops spind). Når de har vokset sig store bliver de til pupper, herfra klækker de til et mygelignende dyr og overlever kun i få dage hvor deres eneste formål er at yngle. Faktisk har de slet ikke nogen mund når de er klækket, så det er kun et spørgsmål om tid før de dør.

Turen foregik ved en gangsti ind i en hule. Her kunne man de mørke steder se hvordan glowwormsene lyste, og man kunne også se deres fangeliner et sted. For enden af gangstien var højdepunktet på turen, en sejltur i mørke hvor man rigtig kunne se dem. Den bedste måde at beskrive det på er som at stå og se på nattehimlen en skyfri aften. Der var massere af lys, dog med steder hvor der var flere end andre, rigtig flot. Det var ikke tilladt at tage billeder inde i hulen, og jeg tror heller ikke det var blevet godt havde vi haft lov, men derfor skal I ikke snydes så jeg har fundet noget der kan give en ide om det på nettet. Jeg vil dog sige at mængden af lys på billedet er overdrevent i forhold til hvordan det så ud i virkeligheden siddende i båden. Og man kunne ikke se linerne, kun lyset fra ormene.