Efter et par dage på landevejen er vi nu ankommet til Nordøen. Det er blevet til en masse timer i bilen med smukke landskaber, der var dog også et par stop undervejs.
Den første dag, på vores tur fra Dunedin til Mount Cook, stoppede vi ved Moeraki Boulders. Moeraki Boulders er en række helt runde sten der ligger i strandkanten. De er helt runde, men sammensat af flere sten og det ligner at de er limet sammen med en gullig sten som ligner harepiks i farven. De fleste af stenene er forblevet i et stykke, dog er der et par sten hvor ”limen” ikke har holdt og de er faldet fra hinanden. Meget smukt, og helt underligt at stenene ligger helt isoleret og runde på stranden. Man kan også se at der er flere begravet i klippevæggen som havet vil grave ud over de næste mange år.
Ved Mount Cook var det meningen at vi skulle have set Mount Cook, og dens afspejling i Lake Pukaki. Vejret var dog ikke helt på vores side, hvorfor man slet ikke kunne se Mount Cook på grund af skyer. Men så har vi noget at komme tilbage og se om nogle år.
Vi kørte igen igennem Arthur’s Pass, hvilket vi også gjorde på vej sydpå. En smuk tur, og denne gang gjort endnu smukkere af at vi hørte Ringenes Herre musik hele vejen. Carina blev lidt træt af det, men det gjorde ikke vi stoppede med at høre det.
Dagen efter var vi ude på en smuk tur op langs vestkysten. Et af de steder vi stoppede var ved Pancake Rocks og Blowholes. Som navnet antyder ligner stenene her lidt stablet pandekager. Derudover var der flere blowholes, som er når vandet har gravet sig ind i klippen og dele af grotten er faldet sammen så der er kommet et hul op til overfladen inde i land. Da der var godt gang i havet den dag gjorde det at der virkelig skete noget i de huller.
Det sidste stop på vores tur var at se Abel Tasman National Park. Her var vi på en Canyoning tur, men den vil der komme mere om når vi får nogle billeder fra turen.
I dag har vi så sejlet fra Sydøen til Nordøen. De næste to dage vil vi så bevæge os til Auckland og så begynder jagten på en lejlighed og studierne igen.
Taking the Hobbits to Isengard – Lord of the Rings musik når det er bedst!
https://www.youtube.com/watch?v=z9Uz1icjwrM