I sidste weekend og i denne weekend har vi været på nogle gåture. Hvor den ene især vejrmæssigt var mere succesfuld end den anden.
I sidste weekend stod den på en coast to coast tur igennem Auckland. Turen skulle være omkring 16 km, men frem for alt var den lavet så den tog en igennem de fleste parker i Auckland. Da de fleste parker i Auckland er på de vulkaner som Auckland er bygget på, bød turen på en god udsigt fra flere punkter. Især fra to af punkterne, nemlig på toppen af One Tree Hill og Mount Eden var udsigten helt fantastisk. På toppen af Mount Eden kan man tydeligt se at det er en vulkan, da krateret er tydeligt at se. Turen var rigtig fin, og vi fik set mange af de steder vi manglede at se i Auckland.
Denne weekend er en lang weekend da mandag er ANZAC day (Australia and New Zealand Army Corps), hvorfor vi er taget på weekendtur til bjergene på midten af nordøen. Her skulle vi lørdag gå Tongariro Alpine Crossing, en smuk 19,6 km tur hvor man kommer op og går imellem vulkaner, hvor den ene af dem er den som er brugt som Mt. Doom i Ringenes Herre. Vi vidste godt at vi var lidt sent på den årstidsmæssigt da det er begyndt at blive efterår hernede, men en af mine studiekammerater havde gået den om tirsdagen (vi var inviteret med på turen, men Carina skulle arbejde) og vejret havde været fantastisk. Vi havde i løbet af ugen tjekket vejrudsigten og den havde været rimelig skiftende. Det så ikke helt perfekt ud lørdag, men endnu værre om søndagen så vi havde planlagt at vi skulle afsted lørdag.
Om morgenen så vejret nede i byen rimeligt ud, dog med et del skyer oppe i bjergene, og vejrudsigten var stadig meget åben med mulighed for alt slags vejr. Afsted vi kom, og med en bus fra slutningen til begyndelsen af ruten. Oppe ved starten var der rimelig tåget, og vejret var meget fugtigt da vi gik inde i en sky, men ikke noget som gjorde det umuligt at gå ruten men udsigten var dog ødelagt da man kun kunne se maks 100 meter frem. Da vi gik i gang med at gå var der rigtig mange der kom gående imod os på vej tilbage til startpunktet. Dette er ikke normalt, da ruten er meget nemmere den ene vej, hvorfor det er den vej man går. Vi begyndte at undre os over hvordan vejret ville være længere fremme, men vi skulle ihvertfald frem at se hvad der stoppede dem. Afsted det gik, men efterhånden som vi kom længere frem blev vejret dårligere og dårligere. Det gik fra at være fugtigt i luften til støvregn og til sidst rigtigt regn. Det var som sådan ikke det store problem, men vinden begyndte at tage til. Vejrudsigten havde sagt at dette ville ske, men først at den skulle komme senere om aftenen. Ruten går opad, og jo højere man kommer jo mere bart bliver landskabet. Det betød også at vi mere og mere kunne mærke vinden, men vi var stadig opsatte på at skulle klare det. Vi var efter omkring 7 km nået til at skulle op til det højeste punkt på ruten til The Red Crater. Det første stykke går det stejlt opad i omkring 100 højdemeter hvorefter man kommer op og gå på bjergryggen. Vi kom op på bjergryggen, og det var her vi var blevet fortalt at hvis vinden var for hård ville det blive svært. På dette tidspunkt var der tyndet MEGET ud i antallet af mennesker, og de få der var tilbage vendte om på vej op ad bakken eller oppe på det første punkt i de fri. Og da vi kom derop var det pludselig klart for os hvorfor selv de mest standhaftige som os selv vendte om der. Det var svært at stå stille deroppe da vinden var så stærkt, og med udsigten til at skulle gå det næste stykke tid på en bjergryg i den vind gjorde det gående mod umuligt. Så selv om vi ikke var meget for det, var det eneste fornuftige at vende om. For det første begyndte det at være en smule farligt pga. vinden. For det andet ville vi heller ikke på den resterende del af turen få den udsigt vi var kommet efter. Og for det tredje ville vi pludselig være meget alene på ruten, hvilket i sådan et vejr ikke er optimalt. Så lidt irriteret over at vi ikke kunne gennemføre begyndte vi at vende snuden tilbage til parkeringspladsen. Og på vej nedad blev vejret ikke bedre, det begyndte blot at regne mere og især vinden tog mere og mere til. På de steder hvor man på vej op kunne mærke en lille vind var vinden nu tydelig stærkere. Den tiltagende vind og regnen gjorde også at især Carina var begyndt at fryse, så vi blev mere og mere glade for at vi havde taget beslutningen om at vende om, også selvom vi var så tæt på toppen. Nede ved parkeringspladsen kunne vi også tydeligt se at 95%+ af alle havde vendt om, da der stod rigtig mange og ventede på at busser skulle bringe dem tilbage til hoteller mm. Da vi havde vores bil holdende i den anden ende skulle vi ud og skaffe en bustur, men til vores held havde den tredje bus der ankom efter omkring 10 min. ekstra pladser. Og så var det ellers hjem og få et langt varmt bad for at få varmen tilbage i kroppen
Men med en vinter lige om hjørnet må vi nok erkende at vi ikke får gennemført ruten i denne omgang. Men så har vi en grund til at komme tilbage til New Zealand, da den ikke skal besejre os. Næste gang vil vi dog vælge en sommerdag, da det trodsalt set noget sjovere ud.
Og så lige et billede på vej op, da vejret var på sit bedste.
