Køretur op langs kysten og Blue Mountains

Efter Melbourne og Great Ocean Road ville vi bruge de næste dage på at køre op langs kysten fra Melbourne til Blue Mountains lige udenfor Sydney.

Første stop på turen op langs kysten var Wilsons Promontory National Park. Parken er en halvø syd for Melbourne og har nogle rigtig flotte strande med flotte farverige sten. Vi gik nogle ture på de forskellige strande, men gik ikke i vandet da der var blå brandmænd i vandet og på stranden som skulle være lidt farlige. Det sidste stop i parken var et sted hvor det skulle være muligt at se kænguruer, emuer og wombaer. Det første stykke tid var der dog ingen dyr at se overhoved, men så kom vi længere ind på området, og pludselig var der massere af kænguruer og emu’er. Da vi var ret alene på området kom vi meget tæt på både kænguruerne og emu’erne, hvilket var ret fedt. Wombaterne derimod var der ingen af, men det var ikke den store overraskelse da de i de varme timer vil ligge nede i deres huler og slappe af.

dsc_5010

dsc_5078

dsc_5070

På vores køretur var det dog ikke første gang vi fik nogle søde dyr at se tæt på. For på vej ned til Great Ocean Road fik vi set et par koalaer i træerne i vejkanten. Mens vi kørte forbi spottede jeg en i et træ, men da vi vendte om kunne vi simpelthen ikke finde den igen selv om vi kørte frem og tilbage flere gange. Da vi var lige ved at opgive fandt vi så en koala i et træ. Vi er dog ikke helt sikker på det var den samme, men vi fandt en og den var virkelig sød. Vi nåede dog ikke mere end 300 meter længere ned af vejen, og så helt ud til vejen i omkring 3 meters højde sad der endnu en koala. Den sov da vi kom forbi men vågnede da vi parkerede og fulgte os mens vi stod og betragtede den. Man kunne også tydeligt se forskel på de to, og dem vi havde set i Australia Zoo da det her var den sydlige koala som er lidt større og mørkere i farven. Men ligegyldigt hvilken slags koala det er, så er de bare søde at se på.

dsc_4785

Fra Wilsons Promontory kørte vi de næste par dage op langs kysten. Turen var smuk, og fyldt med en masse små hyggelige kystbyer. Dog er det også sådan at på tredjedagen ligner de fleste kystbyer hinanden. Så da vi kørte mod Blue Mountains kørte vi ind i land for at se om vi også kunne finde en wombat, men heller ikke her havde vi held med det.

Vi ankom til Blue Mountains om eftermiddagen og nåede lige en tur ned og se de tre søstre og ind at snakke med informationen om hvilke gåture de ville anbefale vi skulle gå de næste dage. Vi fik også set at de ikke var særlig opfindsomme da de navngav området, for bjergene er virkelig blå at se på når man kigger ud over dem.

dsc_5127

De næste to dage var vi ude på to meget forskellige gåture i Blue Mountains. Første tur gik ned i en dal, hvor ruten snoede sig mellem træerne, langs en lille flod som til tider var flere meter nede i en kløft. En meget smuk tur, dog også svær at tage billeder af da man hele tiden var midt i det hele.

dsc_5167

Dagen efter gik vi en meget anderledes tur. Hvor den dagen før gik nede i dalen, gik det meste af stien denne gang på siden af klipperne. Udhugningen af den oprindelige rute skete helt tilbage i 1908, hvor de lavede den så den fulgte de naturlige hylder i klippesiden. Siden dengang er den dog blevet renoveret og der er også sat en hel del mere rækværk op end der var oprindeligt. Turen var virkelig flot, og især meget anderledes end den vi gik dagen før. På ruten var der massere af flot udsigt ud over området, og flere flotte vandfald, hvilket var virkelig flot. Og efter to gode dage i Blue Mountains gik turen de små halvanden time indtil Sydney.

dsc_5212

dsc_5230