Author: Christian

Der er nu ikke mange dage til vi skal rejse fra Auckland. Som en del ved skal vi på vej til Australien lige holde en lille ferie på Fiji, for vi har haft det meget hårdt indtil videre ;). Vi skal være på Fiji i 13 dage som er fordelt på at vi først skal ud på en meget lille ø, og derefter skal vi også være på hovedøen i en håndfuld dage. Tiden skal vi primært bruge på at snorkle og dykke, og ellers kigge os omkring og slappe af. Så det glæder vi os til, især at komme tilbage til varmen nu vinteren er ved at komme til Auckland.

Tiden i Auckland har været rigtig god. For det første har min undervisning været god, hvor jeg har lært en masse. Derudover har vi også mødt nogle flinke mennesker som har gjort at vi har følt os rigtig velkomne. Det er derfor også med en lidt underlig fornemmelse at vi skal til at rejse videre. For modsat tiden i Dunedin hvor vi ikke var så længe så har vi rigtig nået at føle os hjemme her i Auckland, og fået etableret en hverdag. Men vi glæder os også til at komme til Brisbane hvor vi udover nye oplevelser også får en masse besøg i starten af både venner og familie. Og det bliver lidt rart at skulle se dem igen efter et halvt år ude i verden.

Jeg har ikke rigtig skrevet om min undervisning her på bloggen, så det skal i ikke snydes for nu jeg er færdig med min undervisning og eksamener på AUT. Jeg har haft tre fag, to i management: Organisational Change og Organisational Behaviour. Og derudover et enkelt økonomi fag, Industrial Organisation. De to management var noget helt nyt for mig, hvorfor det især var her jeg var spændt på hvordan det skulle gå. Var der en masse basisviden jeg skulle læse op på samtidig med jeg skulle lære det nye i fagene eller ville det være forholdsvist nemt at følge med. Og her var det helt klart i den sidste kategori, da der ikke var noget som helst basisviden, og jeg på intet tidspunkt følte at jeg manglede noget. Det var også meget rart at der ingen eksamener var, men kun 3 afleveringer i hvert fag. Og med massere af konstruktiv kritik på ens afleveringer lærte jeg en del i begge fag. Men der var selvfølgelig også ting som var meget anderledes end hvad jeg var vandt til fra Danmark. Da begge fag var meget teoretiske var afleveringerne generelt en literature-review hvor man inddragede personlige erfaringer. Jeg brugte derfor meget tid på at finde litteratur for at leve op til kravene om minimum 10 peer reviewed articles til hver opgave. Og jeg må personligt erkende at det tit endte med at man ledte efter artikler bare for at nå minimumskravet, hvilket jeg ikke altid fandt givende. Men det lærte mig en masse, og det er altid rart at prøve noget nyt. Økonomi faget derimod var som jeg havde været vandt til fra KU, men ikke som de studerende her var vandt til. For det første var vi kun 3 studerende, hvilket betød at forelæseren lavede lidt om på strukturen. Hvor det var meningen vi skulle have forelæsninger med nogle artikler som case-studies ændrede hun det til at blive mere data orienteret med en større opgave om det. Og den del havde de to andre studerende ikke rigtig beskæftiget sig med før. Så selv om jeg ikke havde brugt Stata til at lege med data før, så lærte jeg det hurtigt ud fra min erfaring med R, vba osv. Så det endte også med at jeg hjalp dem rigtig meget med den del, hvilket de var meget taknemmelige for. Derudover var eksamen som en rigtig Mat-øk eksamen med noget anvendt økonomi med en del algebra, hvorfor det passede mig rigtig godt.

Så nu hvor mine karakterer er ved at være endelige kan jeg virkelig se at det er en del nemmere at få gode karakterer hernede end det er derhjemme. Mine karakterer på KU var ikke prangende, hvilket retfærdigt afspejlede min indsats. Hernede har jeg ikke haft det som mål at få gode karakterer, men derimod ville jeg gå efter at bestå alle mine fag og også få en masse oplevelser udenfor universitet, hvilket også er meningen med legatet. Min arbejdsindsats har derfor været som derhjemme, men modsat derhjemme har der her betydet at jeg har fået rimelig godt karakterer i form af et A+ i mit økonomi fag og et A/A+ og B/B+ (de er ikke helt endelige endnu) i mine to management fag. Men jeg brokker mig ikke, da det trodsalt er sjovere at få højere karakterer, især når man ikke har brugt alt for meget tid på at få dem.

Det har været et stykke tid siden det sidste indlæg, så jeg vil opsumere en lille måneds tid i dette indlæg. Det sidste indlæg handlede om hvordan vi fik vores bil stjålet, hvilket jo ikke ligefrem var optimalt. Men vi reagerede hurtigt efter vi fik at vide den var brændt og kom på TradeMe (New Zealandsk version af den blå avis) og købte en billig bil. Så vi har siden da haft en Honda Accord Station Car fra 1994, som ikke har et lige så velholdt interiør og eksteriør som vores gamle bil. Men motoren fejler intet, og den tidligere ejer var en tysk backpacker som havde kørt rundt på sydøen uden problemer, så det håber vi heller ikke den får for os (7-9-13).

Vi har siden også kigget os lidt rundt omkring i Auckland og i lokalområdet. Vi har blandt andet været en tur i Auckland Zoo, hvor vi så endelig fik muligheden for at se nogle Kiwi fugle. Kiwi fuglen er en af de fugle som er unikke for New Zealand, men hvor antallet er drastisk reduceret efter europæerne og vores husdyr ankom til New Zealand. Før ankomsten af europæere var der massere af unikke fugle i New Zealand, hvor Kiwien og Moaen er de mest kendte. Nogle af disse fugle kan dog ikke flyve, og havde ingen naturlige fjender i form af rovdyr på landjorden. Moaen blev udryddet da det blev jaget af mennesker, faktisk var det Maorierne der fik udryddet den, så det er da en ting vi europæere ikke kan bebrejdes for. Kiwien derimod er primært truet af de dyr vi europæere medbragte, som hunde, katte og fritter da de alle har meget nemt ved at dræbe de små skrøbelige Kiwier. Men man gør meget for at beskytte dem, hvilket primært betyder at man holder besætningen af de vilde skadedyr som hunde, katte og fritter nede. Kiwierne er natdyr, hvilket gør at det er utrolig sjældent man ser dem i naturen. Så i Auckland Zoo er de også fremvist i en mørkelagt bygning som om det er nat så man kan se dem mens de er aktive. Det var fedt, og også på tide at vi fik set de fugle som befolkningen har taget deres navn efter :). Men generelt var den zoologiske have meget fin, og havde rigtig mange sjove og søde dyr som røde pandaer, men også grimme dyr som den nedenstående Tasmanske djævel. Især når den hvæser både lyder og bliver den endnu grimmere end på det billede vi lige fik fanget af den.

Derudover har vi også været ude at gå en tur med en af mine studiekammerater og nogle af hans venner. Vi havde dagen inden været ude at få et par øl med dem, og blev der inviteret med på deres gåtur dagen efter. Selve ruten havde en af pigerne fundet på nettet, og den skulle starte fra Anawhata beach som er en af de mange strande der ligger en times kørsel vest for Auckland. Den mest kendte strand i området er Piha, som er kendt for sin surf (hvilket også er der jeg surfer) og hernede også for tv-showet Piha rescue som handler om livredderne på stranden. Men efter at have gået ned til stranden skulle vi finde starten på ruten, og efter lidt søgen fandt vi en sti og begav os op i terrænet. Stien var dog ikke blevet brugt særlig meget kunne man se, så den begyndte også at blive mere og mere groet til. Og det var desværre med det som de hernede kalder cutty grass, hvilket er en rimelig tyk græssort med meget skarpe blade. Så især de piger som havde valgt at tage korte shorts på fik skåret sig lidt i benene. Vi nåede ikke helt op til toppen af ruten da stien til sidst forsvandt helt. Da vi kom ned på stranden igen stødte vi ind i en mand og hans kæreste som nogle af dem vi gik turen med kendte. Da han var stået op den morgen havde han bestemt sig for at han ville bygge en T-rex ud af sand. Så bevæbnet med en skovl var de taget på stranden og var gået i gang med at lave den. De fleste af de andre fra vores gruppe gik i gang med at hjælpe dem, og efter en times tid havde de fået lavet en 5 meter lang T-rex i sandet, og lige netop i tid nok til at nå at gå turen op til bilen inden solen begyndte at gå ned. Nedenstående billede er udsigten oppe fra parkeringspladsen ned på stranden hvor gåturen begyndte.

Vi har også været på en weekendtur til den nordlige del af nordøen. For ikke at gøre indlægget for langt, vil jeg primært fortælle om Waitangi ground og Kauri træerne som vi så på vores tur. Men i får også lige et billede helt oppe fra nordspidsen af New Zealand.

Waitangi ligger i Bay of Islands, et smukt område et par timers kørsel nord for Auckland. Men det som stedet er mest kendt for, er at det er her som Waitangi aftalen blev underskrevet. Waitangi aftalen er aftalen hvor Maori høvdingerne overgav retten til at bestyre landet. Og så skulle man jo tro at alt var godt, de havde jo trods alt skrevet aftalen under frivilligt. Men der var lige en enkelt detalje, for aftalen var blevet skrevet både på Maori og Engelsk, og på nogle kritiske punkter var den ikke ens. Den forskel der primært har ført til problemer sidenhen var omkring hvad Maorierne havde overgivet af rettigheder til englænderne. For i den engelske version havde Maorierne overgivet alle rettigheder, dermed også rettighederne til selve landjorden til englænderne. Det var ikke det der stod i Maori versionen, der stod at de blot overgav rettigheden til at bestyre landet, og det som de især mente var at styre de englændere som var i landet. Så da englænderne begyndte at sælge landjorden og generelt styre landet som om de ejede det hele var Maorierne langt fra tilfredse. Men som i mange andre lande var englænderne ligeglade og fortsatte med at udnytte landet og Maorierne blev mere og mere utilfredse. Maorierne begyndte dog at ligge sag an mod englænderne i England, og efter mange år blev det fastslået at de engelske myndigheder var enige i at Maori versionen var den rigtige. Men englænderne i New Zealand og den New Zealandske regering var, og er til dels stadig, ikke enige i den udlægning, hvorfor det stadig er et varmt emne hernede. Vores besøg på det sted hvor aftalen blev underskrevet bestod af to elementer, en rundtur af en Maori som fortalte os om aftalen, og en lille kulturel forestilling af nogle Maorier hvor de bland andet dansede og sang.

Den anden store ting vi så på vores tur var Kauri træer. Kauri træer er nogle unikke træer for New Zealand, og de er meget store. Og med store træer er de også meget gamle, nemlig omkring 2000 år gamle for de største. Og man kan godt se på træerne at de har stået i mange år. Der er store grene der er knækket af, og på toppen af stammen er det som om landjorden er hævet og der vokser buske mm. Jeg vil også sige at de ser mere imponerende ud end Redwoods i USA. Men rent størrelsesmæssigt er de en smule mindre, så grunden til at de ser mere imponerende ud er at Kauri træerne vokser i en normal skov med mange andre træsorter hvor Redwoods vokser i en skov hovedsageligt bestående af Redwoods.

Siden sidst er der også sket det at jeg har haft en lille fødselsdag. Det var en onsdag og det var dagen jeg havde min sidste forelæsning i et af mine fag på uni så det skulle jeg lige have klaret. Men om aftenen havde vi for at fejre mig booket et bord på en restaurant vi havde fået foreslået af en af mine studiekammerater da han havde arbejdet der tidligere. Da vi ankom til restauranten fandt vi så ud af at han, efter jeg havde sagt vi havde valgt det sted af de steder han havde foreslået, havde snakket med en af sine tidligere kollegaer som åbenbart var souschef der. Det betød at alle tjenerne vidste at det var min fødselsdag, og at det ikke var så lang tid siden vi var blevet gift og alt muligt. Selve maden var virkelig god, så det var et godt råd fra min studiekammerat. Og da de nu vidste det var min fødselsdag fik jeg også en tallerken hvor der var skrevet tillykke i chokolade og var et lille lys. Normalt synes jeg det er lidt kitsch med fødselsdagsting på restauranter, men da det var min studiekammerat der gerne ville gøre lidt ekstra nu der ikke var noget familie var ideen meget god.

Som jeg beskrev i mit sidste indlæg var vi taget på weekendtur over den lange weekend. Efter vores forgæves forsøg på at krydse Tongariro crossing om lørdagen skulle vi søndag begive os til Rotorua. På vej til Rotorua skulle vi kigge på Taupo lake, og i Rotorua havde vi planlagt at vi søndag og mandag skulle se Kiwier og et af de geotermiske områder som byen er meget kendt for. Vejret vi havde haft på crossingen om lørdagen fortsatte dog desværre om søndagen, hvilket betød at køreturen var regnfuld på vej til Rotorua. Især da vi ramte Taupo var regnvejret rimelig kraftigt, og vi kørte derfor hurtigt videre til Rotorua. Da vejret også var dårligt her, og vi kunne se på vejrudsigten at det ville være højt solskin om mandagen valgte vi at udsætte Kiwierne og de geotermiske områder til mandagen. I stedet valgte vi at tage i et af de mange Spa som ligger i byen med naturligt opvarmet vand indeholdende forskellige mineraler som skulle være så sundt for en. Så vi brugte eftermiddagen på at ligge i de udendørs pools og blive yngre og smukkere, hvilket er den eneste rigtige måde at bruge en regnvejrsdag på.

Mandag morgen fik vi en dejlig morgenmad på vores lille Bed and Breakfast og gjorde os parat til at skulle ud og se Kiwier og de geotermiske områder. Men da vi kom ud til bilen var der en ting der manglede, nemlig bilen. Vi havde aftenen før parkeret bilen ude på vejen sammen med en masse andre biler, men nu var den pist væk. Ind og tjekke med Bed og Breakfastet at der ikke var mulighed for at den var blevet trukket væk, og det var de 100% sikker på den ikke var, så eneste mulighed var at den var blevet stjålet. De var flinke og gav os et lift ned til politistationen så vi kunne melde den stjålet med det samme. Så vi gik i gang med den process, hvilket den lokale politimænd sagde ville gå meget hurtigere hvis vi ringede til alarmcentralen da de havde travlt og ikke var så mange på arbejde grundet helligdagen. Efter det var gjort, og et opkald til rejseforsikringen som ikke gav os nogen svar, gav vi os igang med at finde hjemtransport. Det optimale ville være at leje en bil, så vi kunne få noget ud af dagen og komme hjem til Auckland om aftenen. Efter at have fundet en åben bil udlejer blev den ide dog ødelagt da de krævede at vi skulle have vores internationale kørekort, hvilket vi havde lagt i bilen. Så var der kun bussen som mulighed, og en tur ned til bus stationen afslørede at der kun var en afgang med ledig pladser den dag, nemlig kl 16:00. Da klokken på det tidspunkt var lige over middag måtte vi også erkende at alle vores planer var røget i vasken. For før vi havde fundet transport frem og tilbage til enten Kiwierne eller det geotermiske område, og var kommet derud og tilbage i god nok tid til at nå bussen havde vi næsten ingen tid til faktisk at være der, hvilket ville gøre det meningsløst. Da vejret samtidig var høj solskin og dermed perfekt vejr til aktiviteterne gjorde det bare hele situationen endnu mere irriterende. Så hjem vi drog med en 4 timers bustur, hvilket ikke var sådan vi havde forestillet os dagen.

Tirsdag morgen fik jeg så et opkald fra politiet, de havde fundet vores bil. Bilen havde været brugt i et tyveri, og efterfølgende havde de brændt den af. Politiet fortalte også at en af de lokale tyve åbenbart havde en kærlighed for Subaru Legacy’er, for det var den fjerde der var blevet stjålet og efterfølgende brændt inden for kort tid.

At vi fik stjålet bilen var selvfølgelig irriterende i form af tabte penge, også selvom det ikke var vores men legatets. Men det mest irriterende er alt den tid som det har taget fra os. For det første tog det hele vores mandag som vi skulle have brugt på at se ting omkring Rotorua. Derudover har jeg brugt tid på at sørge for at resterne af bilen blev skrottet, at vi får nye internationale kørekort, erstatte de få ting vi havde i bilen og at forsøge at finde en ny billig bil. Alt sammen tid som vi godt kunne have brugt anderledes. Men når det endelig skulle være, så var det heldigt det var på vores weekendtur og ikke på vej til eller fra Dunedin hvor bilen indeholdte ALLE vores ting.

Men alt i alt er det et lille problem, og ligegyldigt hvordan man vender det kan vi ikke brokke os over vores situation 🙂

I sidste weekend og i denne weekend har vi været på nogle gåture. Hvor den ene især vejrmæssigt var mere succesfuld end den anden.

I sidste weekend stod den på en coast to coast tur igennem Auckland. Turen skulle være omkring 16 km, men frem for alt var den lavet så den tog en igennem de fleste parker i Auckland. Da de fleste parker i Auckland er på de vulkaner som Auckland er bygget på, bød turen på en god udsigt fra flere punkter. Især fra to af punkterne, nemlig på toppen af One Tree Hill og Mount Eden var udsigten helt fantastisk. På toppen af Mount Eden kan man tydeligt se at det er en vulkan, da krateret er tydeligt at se. Turen var rigtig fin, og vi fik set mange af de steder vi manglede at se i Auckland.

Denne weekend er en lang weekend da mandag er ANZAC day (Australia and New Zealand Army Corps), hvorfor vi er taget på weekendtur til bjergene på midten af nordøen. Her skulle vi lørdag gå Tongariro Alpine Crossing, en smuk 19,6 km tur hvor man kommer op og går imellem vulkaner, hvor den ene af dem er den som er brugt som Mt. Doom i Ringenes Herre. Vi vidste godt at vi var lidt sent på den årstidsmæssigt da det er begyndt at blive efterår hernede, men en af mine studiekammerater havde gået den om tirsdagen (vi var inviteret med på turen, men Carina skulle arbejde) og vejret havde været fantastisk. Vi havde i løbet af ugen tjekket vejrudsigten og den havde været rimelig skiftende. Det så ikke helt perfekt ud lørdag, men endnu værre om søndagen så vi havde planlagt at vi skulle afsted lørdag.

Om morgenen så vejret nede i byen rimeligt ud, dog med et del skyer oppe i bjergene, og vejrudsigten var stadig meget åben med mulighed for alt slags vejr. Afsted vi kom, og med en bus fra slutningen til begyndelsen af ruten. Oppe ved starten var der rimelig tåget, og vejret var meget fugtigt da vi gik inde i en sky, men ikke noget som gjorde det umuligt at gå ruten men udsigten var dog ødelagt da man kun kunne se maks 100 meter frem. Da vi gik i gang med at gå var der rigtig mange der kom gående imod os på vej tilbage til startpunktet. Dette er ikke normalt, da ruten er meget nemmere den ene vej, hvorfor det er den vej man går. Vi begyndte at undre os over hvordan vejret ville være længere fremme, men vi skulle ihvertfald frem at se hvad der stoppede dem. Afsted det gik, men efterhånden som vi kom længere frem blev vejret dårligere og dårligere. Det gik fra at være fugtigt i luften til støvregn og til sidst rigtigt regn. Det var som sådan ikke det store problem, men vinden begyndte at tage til. Vejrudsigten havde sagt at dette ville ske, men først at den skulle komme senere om aftenen. Ruten går opad, og jo højere man kommer jo mere bart bliver landskabet. Det betød også at vi mere og mere kunne mærke vinden, men vi var stadig opsatte på at skulle klare det. Vi var efter omkring 7 km nået til at skulle op til det højeste punkt på ruten til The Red Crater. Det første stykke går det stejlt opad i omkring 100 højdemeter hvorefter man kommer op og gå på bjergryggen. Vi kom op på bjergryggen, og det var her vi var blevet fortalt at hvis vinden var for hård ville det blive svært. På dette tidspunkt var der tyndet MEGET ud i antallet af mennesker, og de få der var tilbage vendte om på vej op ad bakken eller oppe på det første punkt i de fri. Og da vi kom derop var det pludselig klart for os hvorfor selv de mest standhaftige som os selv vendte om der. Det var svært at stå stille deroppe da vinden var så stærkt, og med udsigten til at skulle gå det næste stykke tid på en bjergryg i den vind gjorde det gående mod umuligt. Så selv om vi ikke var meget for det, var det eneste fornuftige at vende om. For det første begyndte det at være en smule farligt pga. vinden. For det andet ville vi heller ikke på den resterende del af turen få den udsigt vi var kommet efter. Og for det tredje ville vi pludselig være meget alene på ruten, hvilket i sådan et vejr ikke er optimalt. Så lidt irriteret over at vi ikke kunne gennemføre begyndte vi at vende snuden tilbage til parkeringspladsen. Og på vej nedad blev vejret ikke bedre, det begyndte blot at regne mere og især vinden tog mere og mere til. På de steder hvor man på vej op kunne mærke en lille vind var vinden nu tydelig stærkere. Den tiltagende vind og regnen gjorde også at især Carina var begyndt at fryse, så vi blev mere og mere glade for at vi havde taget beslutningen om at vende om, også selvom vi var så tæt på toppen. Nede ved parkeringspladsen kunne vi også tydeligt se at 95%+ af alle havde vendt om, da der stod rigtig mange og ventede på at busser skulle bringe dem tilbage til hoteller mm. Da vi havde vores bil holdende i den anden ende skulle vi ud og skaffe en bustur, men til vores held havde den tredje bus der ankom efter omkring 10 min. ekstra pladser. Og så var det ellers hjem og få et langt varmt bad for at få varmen tilbage i kroppen

Men med en vinter lige om hjørnet må vi nok erkende at vi ikke får gennemført ruten i denne omgang. Men så har vi en grund til at komme tilbage til New Zealand, da den ikke skal besejre os. Næste gang vil vi dog vælge en sommerdag, da det trodsalt set noget sjovere ud.

Og så lige et billede på vej op, da vejret var på sit bedste.

New Zealand har over det sidste års tid skulle bestemme sig for om de ville have et nyt flag. Og de to afstemninger har fyldt en del hernede. Processen har indeholdt to afstemninger. Først blev der stemt om hvilket flag, ud fra fem muligheder, der skulle udfordre det nuværende med union jack i hjørnet. Denne afstemning blev afgjort i midten af december, og den første tid vi var hernede var der derfor flere offentlige steder som flagede med alle 6 muligheder. Det så lidt sjovt ud, men det var en måde at vise dem alle frem på i dagligdagen. De fem alternativer var blevet udvalgt af en komite ud fra de over 10.000 forslag som var blevet sendt ind.

Som man kan se på de fem muligheder er de præget af at tre af dem indeholder The Silver Fern. The Silver Fern er et meget kendt New Zealandsk symbol. Det bliver brugt af utallige firmaer, og er en af de eneste ting som er på Rugby Landsholdet “All Blacks” bluser (sammen med en sponsor og tøjmærket). Og er der noget New Zealand er stolte af, så er det deres Rugby landshold, især efter at de i 2015 vandt back-to-back verdens mesterskaber som det første land nogensinde. Men ikke mere rugby i denne omgang, det vil der komme mere om i starten af juli når vi skal ind og se All Blacks spille mod Wales.

En del af The Silver Ferns symbolske værdi stammer fra at Maorierne plejede at bruge planten til at finde vej. For på oversiden af The Silver Fern ligner den andre bregner og er grøn, men på undersiden er den sølvfarvet, deraf navnet. Maorierne brugte den til at finde vej ved at knække bladene af og ligge den med bagsiden opad, således at den i månelys skinnede og pegede vejen hjem som en pil.

Så i afstemningen om hvilket af de fem flag der skulle udfordre det nuværende med Union Jack blev det selvfølgelig et med en Silver Fern, faktisk var det meget lige mellem A og E, men det endte med at blive A. Så fra midten af december til marts måned hang der de fleste steder kun de to flagmuligheder. Der var også snak om selve valget i nyhederne, og især op til deadlinen var der mange reklamer som gjorde opmærksom på at man skulle huske at indsende sin stemme da det forgik via brevstemmer. Og resultatet blev at det gamle flag med Union Jack vandt, og faktisk en forholdsvis stor sejr med 56% af stemmerne.

Men hvad betyder resultat så? Da jeg snakkede med en af mine klassekammerater om det sagde hun meget klart at hun havde stemt på det nye flag, og mente at det var tid til at få ændret det gamle. Hun mente, som så mange andre, at Union Jack ikke havde noget at gøre på det New Zealandske flag, men at lige netop The Silver Fern på en måde skulle integreres i flaget. Og det vidner resultat også om, da 43% trods alt stemte for det nye flag. Men der er også mange der peger på at resultatet ikke var et tilvalg af det oprindelige flag, men blot et fravalg af det udfordrende flag.

En ting som mange New Zealændere kan blive enige om, er at det har været en dyr omgang, især da det ikke kom med et nyt flag som resultat. Selve afstemningen har nemlig kostet omkring 27 mio. NZ$ (121,5 mio DKK), og mange mener at de penge godt kunne være brugt til andre vigtigere ting. Så selvom der er stemning for at få et nyt flag, så mener de at der skal gå nogle år før man prøver igen. Og som min klassekammerat sagde, så var det et flertal af de ældre mennesker der stemte på det gamle flag, så når de engang dør skal New Zealand nok få et nyt flag.

Men jeg er i tvivl om man nogensinde vil kunne finde en flagvariant som 50% af befolkningen hellere vil have en den udgave de allerede kender. Jeg tror de skulle have gjort det tidligere, og måske uden folkeafstemning. De kunne have gjort lidt ligesom i Canada da parlamentet i 1965 stemte for at udskifte deres udgave af et flag med Union Jack for The Maple Leaf. For som der stod hos min frisør i Dunedin “Hvem fanden kan huske det flag de havde før?”.

Man kan ikke komme til New Zealand uden at blive mindet om at det er her Ringenes Herre og Hobbitten er indspillet. Det mest ikoniske, og klareste eksempel for dette er Hobbiton. Og for dem som ikke er så stærk i Ringenes Herre og Hobbitten er Hobbiton byen hvor hobbitterne bor.

Da indspilningerne til Ringenes Herre skulle foregå havde de spottet lokationen hvor Hobbiton ligger fra helikopter da den havde lige det som Peter Jackson ledte efter, bløde bakker og en lille sø med et stort træ ved siden af. Det var dog ude midt på en stor mark, og den New Zealandske regerings ville gerne hjælpe så de sendte militæret ned for at lave vejen ud til stedet. I den oprindelige aftale for lokationen stod der, som der gjorde ved alle lokationer, at stedet skulle gendannes til dets oprindelige stand efter filmning. Lokationen var, på trods af fortroligheds klausuler, blevet afsløret som værende med i filmen, hvorfor journalister havde prøvet at komme ind på området og få billeder af kuliserne. I forbindelse med at kuliserne skulle fjernes kom der et gevaldigt uvejr og en vinter, og det blev aftalt at de ville komme tilbage når området var fremkommeligt igen. Imellemtiden havde der været premiere på den første Ringenes Herre film, og der var pludselig kommet en interesse for at se kuliserne. Så efter en længere forhandling blev det aftalt at de resterende kulisser blev stående som en turistattraktion. Da en del af kulisserne allerede var fjernet blev det i starten ikke den store succes som ejerne af grunden havde håbet på.

Spol tiden en del år frem og indspilningen af Hobbitten skal til at begynde. Grundejerne ser nu den store mulighed da Peter Jackson kommer tilbage for at filme på lokationen igen. Denne gang bliver det aftalt at kulisserne skal genetableres permanent således at stedet fremtidigt kan bruges til turistattraktion. Peter Jackson får aftalen på plads, og bliver medejer af selskabet. Således står der nu 44 hobbit huller, dog kun den ydre dør og omkring 1 meter ind. Dørerne er i 2 forskellig størrelse således at man under filmningen kan få det til at se ud som om Gandalf er enorm og hobbitterne små.

For at komme ud til kulisserne skal man på en guidet tur, som tager en rundt i hele Hobbiton. Og efter en times tur at have kigget på næsten alle hullerne slutter man af i en kopi af the Green Dragon Inn, hvor man får en forfriskning i form af en hobbit øl, cider eller sodavand. Undervejs får man massere af små anekdoter og historier om kulisserne. De mest skøre historier omhandler alle sammen træet på toppen af bakken hvor Bilbo Baggins, og senere Frodo, bor.

Det berømte træ er det “lille”, på toppen af bakken til venstre for Carina.

Træet er for det første falsk. Og for at lave et falsk træ, som samtidig ser realistisk ud er hver eneste blad lavet af silke og påsat enkeltvis efter opførelsen af selve træet. Samlet set er der over 300.000 blade på træet. Træet blev stående fra indspilningen af Ringenes Herre til Hobbitten, men da Peter Jackson kom ud på lokationen et par dage før indspilningen skulle begynde igen mente han at farven på bladene var falmet. Så et par dage før indspilningen gik de igang med at håndmale hver eneste blad. Og hvor lang tid er træet så med i Hobbit filmene? I følge guiden ikke meget mere end 8 sekunder, og det hvor det filmet langt væk fra. Og det var blot en af de historier som beviste hvor detalje orienteret Peter Jackson er omkring sine film.

Jeg kan godt se lidt stor ud foran et af de små hobbit huller.

Og så foran Bilbo og Frodos hul, det mest kendte af dem alle sammen.

Udsigten over på Hobbiton fra Dragons Den.

Jeg havde i et tidligere indlæg lovet at skrive om vores Canyoning tur når der kom billeder. Det er et lille stykke tid siden vi fik billederne, men jeg har først fået taget mig sammen til at skrive indlægget nu.

Canyoning er en betegnelse for det at bevæge sig ned til dalen i en kløft sammen med en flod. Undervejs laver man så alt muligt sjovt som at rappelle, springe ud fra klipperne, ziplining og rutsje på røven i vandet.

Vores tur foregik i Abel Tasman National Park som ligger på den sydlige ø. Der er ikke nogen veje i nationalparken, så metoden man kommer ud til sit sted er ved at sejle med vandtaxaer. En smuk tur på en halv times tid langs kysten. Fremme ved stranden skulle vi så gå en halvanden times tid op til startepunktet for turen, man skal jo have nogle højdemeter at lave alle de sjove ting på.

Og lige ved starten skete det så det der ikke må ske, jeg vrikkede om på foden da jeg skulle ned af en stor sten. Det mærkedes ikke helt godt, men efter et par minutter med ro kunne jeg godt gå på den, men kunne stadig mærke den. Men ned skulle vi jo lige gyldigt hvad, så kunne jo lige så godt tage den sjove tur i stedet for at gå halvanden time tilbage ned igen.

Så afsted vi drog, nedad med rapelling, springe fra klipper, rutsje på røven, zipling og en del gåen gik de næste par timer. En mega fed tur fyldt med en masse sjove ting. Og nu til billederne:

Udsigten et stykke oppe af gåturen. Her kan man godt forstå at parken er så populær til at sejle i havkajak, gåture mm.

Carina i gang med at zipline på en af de små ziplines.

Os i vores fine, og meget tykke våddragter som var nødvendigt da vandet var meget koldt!

Et af vores små hop.

Mig på vej ud fra et lille vandfald da vi havde gledet ned over det på røven.

Samlet set var det en rigtig sjov tur! Det var især sjovt at man lavede alt muligt forskelligt på vej ned af, og at vi var en lille gruppe gjorde at vi havde massere af tid til at gøre nogle af tingene flere gange. Og at det så var i smukke omgivelser gør det hele sjovere.

Nede igen skulle vi lige gå en halv time tilbage til stranden hvor vandtaxaen skulle hente os. Og her begyndte jeg at kunne mærke min fod. Turen nedad var vi det meste af tiden i vandet som kølede min fod ned, mens våddragten og sokkerne gjorde at der var noget tryk på den, alt det som man skal gøre for at behandle en forstuelse. Så det var først nede på stranden da jeg tog skoen af at den begyndte at få en flot blå farve og hæve. Så jeg havde fået en forstuelse, men heldigvis ikke en stor en, og heldigvis gjorde den ikke ondt på vej nedad og først på gåturen efter. Så jeg gik lidt sjovt den næste uges tid før den blev helt god igen, men alt er godt igen.

Der har været lidt stille på bloggen et stykke tid. Dette skyldes at vi har haft travlt med at finde en lejlighed, og efter vi fandt en havde vi ikke internet. Derudover er mine studier begyndt, så det har også taget en del af min tid.

Der er massere af lejligheder til udlejning i Auckland, og massere som man kan overtage med det samme, eller inden for en uge. Det er dog også det travleste tidspunkt for udlejningsfirmaerne grundet studiestart. Standard kontrakterne hernede er på enten 6 eller 12 måneder, og vi skal kun bruge lejligheden i 4 måneder. Da der er massere af lejere betyder det desværre også at en de fleste udlejerne ikke gider at skulle udleje i kun 4 måneder når de kan få en i 6 eller 12 måneder. Dette betød at vores muligheder var meget begrænsede. Men der var en lejlighed som opfyldte de fleste af vores krav, og som skulle renoveres d. 27 juni, og da vi flyver videre til Fiji d. 29 juni, passede det perfekt. Den har et køkken med ovn (hvilket det ikke er alle lejligheder der har), et separat soveværelse, tæt på universitetet og der er mulighed for parkering i bygningen. Det eneste vi ikke fik var en balkon. Men vi ville nok ikke have brugt den så meget alligevel, for i Auckland er der mange motorveje, og de er helt inde omkring centrum af byen, meget u-europæisk. Det betyder at der er rigtig mange lejligheder med udsigt til en motorvej, og vores er en af dem. Jeg var bekymret for larmen, men soveværelset ligger inde i bygningen, og man vænner sig til den. Den primære grund til vi lukker vinduerne er faktisk ikke støj fra motorvejen, men når der kommer en tyk dunst af indisk mad fra en af de andre i ejendommen.

Og det er ikke overraskende at der lugter/dufter (afhængig af intensitet mm.) af indisk eller noget andet eksotisk mad. Faktisk er Auckland mere mangfoldig end London og New York da 39% af indbyggerne ikke er født i New Zealand. Dette kan jeg også se på universitet hvor de fleste ikke er fra New Zealand, hvilket er lidt underligt.

Og i skal selvfølgelig ikke snydes for nogle billeder af lejligheden.

Gang og kombineret køkken:

Soveværelse, med badeværelse inde bagved:

Stuen, hvor der også er et spisebord “under” kameraet:

Udsigten fra lejligheden:

Efter et par dage på landevejen er vi nu ankommet til Nordøen. Det er blevet til en masse timer i bilen med smukke landskaber, der var dog også et par stop undervejs.

Den første dag, på vores tur fra Dunedin til Mount Cook, stoppede vi ved Moeraki Boulders. Moeraki Boulders er en række helt runde sten der ligger i strandkanten. De er helt runde, men sammensat af flere sten og det ligner at de er limet sammen med en gullig sten som ligner harepiks i farven. De fleste af stenene er forblevet i et stykke, dog er der et par sten hvor ”limen” ikke har holdt og de er faldet fra hinanden. Meget smukt, og helt underligt at stenene ligger helt isoleret og runde på stranden. Man kan også se at der er flere begravet i klippevæggen som havet vil grave ud over de næste mange år.

Ved Mount Cook var det meningen at vi skulle have set Mount Cook, og dens afspejling i Lake Pukaki. Vejret var dog ikke helt på vores side, hvorfor man slet ikke kunne se Mount Cook på grund af skyer. Men så har vi noget at komme tilbage og se om nogle år.

Vi kørte igen igennem Arthur’s Pass, hvilket vi også gjorde på vej sydpå. En smuk tur, og denne gang gjort endnu smukkere af at vi hørte Ringenes Herre musik hele vejen. Carina blev lidt træt af det, men det gjorde ikke vi stoppede med at høre det.

Dagen efter var vi ude på en smuk tur op langs vestkysten. Et af de steder vi stoppede var ved Pancake Rocks og Blowholes. Som navnet antyder ligner stenene her lidt stablet pandekager. Derudover var der flere blowholes, som er når vandet har gravet sig ind i klippen og dele af grotten er faldet sammen så der er kommet et hul op til overfladen inde i land. Da der var godt gang i havet den dag gjorde det at der virkelig skete noget i de huller.

Det sidste stop på vores tur var at se Abel Tasman National Park. Her var vi på en Canyoning tur, men den vil der komme mere om når vi får nogle billeder fra turen.

I dag har vi så sejlet fra Sydøen til Nordøen. De næste to dage vil vi så bevæge os til Auckland og så begynder jagten på en lejlighed og studierne igen.

Tiden flyver afsted, og vi har allerede været 2 måneder i Dunedin. Det betyder også at mit sommer skole fag er færdigt, og at vi skal bevæge os nordpå så jeg kan begynde mine studier på AUT.

Vores tid i Dunedin har været god. Mit sommer skole fag har været rigtig godt og jeg har lært en masse, hvilket jeg primært kan tilskrive en virkelig god professor som har givet utrolig god og brugbar feedback på afleveringerne undervejs i faget. Derudover har vi fået set en masse i lokalområdet, og haft besøg af både Carinas far og en af hendes veninder.

Det er både med vemod og glæde at vi kører videre. Med vemod fordi at det har været en god tid her, og vi lige var faldet til i byen. Samtidig er det med glæde da vi også er klar til nye eventyrer, og en lidt større by end lille Dunedin.

På turen nordpå har vi, grundet at min eksamen allerede var lørdag, et par dage ekstra end oprindelig forudsat. Det betyder at vi har planlagt at turen skal være mere end bare transport, og vi skal se et par af de ting vi ikke fik set på vores tur sydpå. Planen er at vi søndag, efter at have gjort det sidste i lejligheden rent, kører mod Mt Cook og sover i en by i nærheden. Mandag kører vi via Arthurs Pass (det krydsede vi også på vores tur sydpå) til vestkysten. Tirsdag kører vi så via vestkysten nordpå mod Nelson hvor vi onsdag skal ind og se Abel Tasman National park. Torsdag sejler vi til nordøen, og fredag vil vi se lidt mere i Wellington og så kører til Auckland som vi rammer lørdag. På et kort ser vores rute på sydøen således ud: