Author: Christian

Vi har den seneste uge været rundt og kigge på naturen i lokalområdet. Dette har primært betydet at vi har kigget nærmere på The Southern Scenic route som løber fra Dunedin til Queenstown via den sydlige kyst. Vi har tidligere kigget på en del af den med Aya på vores tur hjem fra Milford Sounds. Da den er rimelig lang, fik vi dog ikke kigget på de dele der var tættest på Dunedin, hvilket vi nu har gjort.

Vi startede med en eftermiddag at kigge på tunnel beach lige syd for Dunedin. Selve området er meget fint med flotte sandstens klipper. Derudover er området kendt for en tunnel som går fra klipperne ned til stranden.

Tirsdag tog vi på en heldags udflugt rundt i The Catlins. Ud over en generelt fin tur var hovedpunkterne et besøg til Nugget Point og Cathedral Caves. På Nugget Point ligger der et fyrtårn, og som man kan se på billederne ligger der også en masse små øer i vandet ud for som gør stedet meget smukt. Fra fyrtårnet kunne man se en masse sæler der legede rundt i vandet.

På vejen stoppede vi også ved et vandfald, og som (ihvertfald i følge en guide til turen) er et af de mest fotograferet vandfald i New Zealand. I forhold til hvor mange mennesker der var der, og generelt var plads til, var det måske en overdrivelse, men flot var vandfaldet.

Cathedral Caves er en grotte som havet har skabt. Grundet tidevandet er det kun muligt at komme ind i grotten lige omkring lavvande. Som man kan se på billedet var der stadig vand på stranden selv om vi var der ved lavvande. Grotten har to indgange, og for tiden skulle man for at komme ind ad den ene indgang svømme, mens man kunne nøjes med at komme i omkring 60 cm vand ved at benytte den anden indgang. Så vi valgte sjovt nok den med de 60 cm. Grotten var imponerende i størrelse da den bevæger sig omkring 100 meter ind i klippesiden, og så lå den virkelig flot.

På vejen hjem skete så det man ser på en del billeder fra New Zealand, nemlig at vejen blev spærret af får. Der er som bekendt mange får hernede, og nogen gange skal de flyttes mellem marker, og hvad er så bedre end at bruge vejen? Landmanden havde sat et skilt op omkring at der var dyr på vejen, og så sluppet fårene fri. Først var vi i tvivl om fårene bare løb fra bilerne eller hvad der skete, men så blev rækken af biler der fulgte fårene overhalet af landmanden, og kort tid efter kunne vi se alle fårene meget målbevidste dreje ind af en sidevej hvor der var en åben låge og landmanden følge efter. Meget vildt at ikke et eneste får stoppede op, eller løb længere ad vejen.

Ved dunedin ligger der en halvø, faktisk den vi kigger på ud af vinduet, som hedder Otago Peninsula. Halvøen er meget kendt for sit dyreliv. Det var her vi var ude og se de guldøjet pingviner, og også her vi så søløver på Allans strand. Ude for enden af halvøen, ca. 40 minutters kørsel fra centrum, ligger der et albatros reservat. I reservatet har de haft held med at få Albatrosser til at yngle på fastlandet selvom de foretrækker at yngle på øer. Dette til trods for at de i slutningen af 1800’tallet installerede og affyrede flere store kanoner på samme lokation grundet dets strategiske placering i forhold til Dunedin som på daværende tidspunkt var centrum for et gold rush. Reservatet består af et besøgscenter og så det vi kom efter, en udkigspost på toppen hvor man har udsigt ud over bakken. Fra udsigtsposten kunne man se sæler lege i vandet, og 4 albatrosreder. Under albatrosserne kunne man flere steder se at ungerne var begyndt at blive så store at de stak ud under albatrosserne. Og store skal de vokse sig, for en en voksen albatros har et vingefang på 3 meter. Vi havde købt den udvidet tur som også indeholdt en tur på den tilbageværende del af fortet, hvor der bland andet var en renoveret 35 cm kanon. Derudover fik vi også et lille ekstra kig på en albatros, og endda meget tæt på, da en af dem havde lavet en redde udenfor et af udkigsposterne i fortet.

Og selvfølgelig får i et billede af en albatros:

På samme reservat er de i den heldige situation at der også er blå pingviner. De blå pingviner er meget små, kun omkring 30 cm høje og vejer omkring 1 kg. Dette gør dem også meget skrøbelige over for landdyr, hvorfor de først kommer i land når det bliver mørkt. Dette gør de oftest i flokke med omkring 20 pingviner. På reservatet har de lavet en lille platform hvor man kan se når de kommer i land og bevæger sig op til deres redder hvor deres unger venter på føde. Mig og Carina var ude at se dem komme i land da Aya var på besøg, men de ser så sjove og nuttede (Carinas ord) ud når de kommer i land at vi tog en tur til med Allan. Og de var lige så søde og klodsede at se på som sidste gang vi var derude. På det andet billede kan man se to pingviner stå ved siden af en af deres redder.

Efter at have haft besøg af Carinas veninde Aya har vi den sidste uges tid haft besøg af Carinas far Allan. Og da et af højdepunkterne på sydøen, og generelt i New Zealand, er Milford Sound, tog vi i sidste weekend på endnu en tur dertil. Denne gang var vejret dog meget anderledes end sidst. Hvor det sidst havde regnet i flere dage inden, havde det nu været tørvejr, og det var det også da vi var der. Det betød også at vi denne gang virkelig kunne se hvor stort det faktisk var da skyerne og disen ikke begrænsede udsigten og vi kunne se toppene på de halvanden kilometer høje bjerge der tårner op lige ved siden af båden.

Både mig og Carina er i tvivl om hvilken en af turene der var bedst, da de begge var meget forskellige. Og så lige et par billeder, hvor et er fra køreturn og det andet fra sejlturen:

Dagen efter tog vi ud for se glowworms. Ormene, eller larver som de faktisk er, udgiver lys for at tiltrække insekter til at blive fanget i deres fangeliner (meget lig en edderkops spind). Når de har vokset sig store bliver de til pupper, herfra klækker de til et mygelignende dyr og overlever kun i få dage hvor deres eneste formål er at yngle. Faktisk har de slet ikke nogen mund når de er klækket, så det er kun et spørgsmål om tid før de dør.

Turen foregik ved en gangsti ind i en hule. Her kunne man de mørke steder se hvordan glowwormsene lyste, og man kunne også se deres fangeliner et sted. For enden af gangstien var højdepunktet på turen, en sejltur i mørke hvor man rigtig kunne se dem. Den bedste måde at beskrive det på er som at stå og se på nattehimlen en skyfri aften. Der var massere af lys, dog med steder hvor der var flere end andre, rigtig flot. Det var ikke tilladt at tage billeder inde i hulen, og jeg tror heller ikke det var blevet godt havde vi haft lov, men derfor skal I ikke snydes så jeg har fundet noget der kan give en ide om det på nettet. Jeg vil dog sige at mængden af lys på billedet er overdrevent i forhold til hvordan det så ud i virkeligheden siddende i båden. Og man kunne ikke se linerne, kun lyset fra ormene.

Vi har i den sidste uges tid haft besøg af Carinas veninde Aya. Vi havde inden hendes ankomst spurgt hende om der var noget specielt hun gerne ville se, så vi kunne se det sammen med hende, og hun havde primært et ønske, Milford Sound.

Så i sidste weekenden tog vi fredag efter min forelæsning afsted mod Milford Sound. Vi havde booket overnatning i byen Te Anau som er den sidste by inden man kører ind i Fiordland nationalpark. Vi ankom sent eftermiddag, hvorefter vi fik booket en sejltur til dagen efter og fik os noget aftensmad. Lørdag havde vi sejlturen i Milford Sound, dog skulle vi først lige køre de 2 timer op til Milford Sound. Milford Sound er bedst sammenlignet med en norsk fjord (deraf navnet på nationalparken). Dog er Milford Sound også et sted med usandsynligt meget regnvejr som skaber en masse flotte vandfald ned af klipperne. Det betyder også at vejrmæssigt er Milford Sound pænest når der har været en masse regn og der dermed er en masse vandfald. Dog kan for meget regnvejr, og frem for alt lavtliggende skyer, betyde at man intet kan se. Vi havde fredag regnvejr, og lørdag var det også regnvejr på vej til fjorden med en del lavtliggende skyer. Regnvejret og skyerne betød at flere af de stop vi have planlagt at tage undervejs ikke var værd at stoppe ved da den ellers flotte udsigt bare var ind i en sky. Regnen fortsatte også på vores sejltur igennem fjorden, dog lå skyerne lidt højere her end på køreturen. Da vi var nået til enden af fjorden og sejlede en smule ud i det Tasmanske hav begyndte skyerne at lette lidt og regnen aftog til kun at være en smule støvregn. Dette betød at turen tilbage kunne nydes ude på dækket af skibet, og ikke stående i tørvejr bag på skibet (indenfor bag ruder ville vi slet ikke). Her gav Milford Sound sig virkelig fra sin bedste side, tusinde af vandfald ned langs flere hundrede meter høje klippeskråninger. Man mister dog lidt perspektivet når alt er så stort, men når man ser de andre både i forhold til hjælper det lidt på forståelsen af størrelsen. Men især på turen tilbage var det ikke svært at se hvorfor så mange mennesker drager langvejs fra for at se det. Det var virkelig smukt.

Efter en god lang sejltur var dagen også så småt gået, dog fik vi på vej hjem stoppet ved et par af de stop vi ikke kunne stoppe ved på vej derop.

Søndagen brugte vi på at køre hjem langs sydkysten. En smuk tur hvor vi blandt andet fik set søløver, det sydligste punkt på sydøen (dog mest pga. udsigten der), forstenet træer og et blowhole.

Så skete det, vi blev gift.

Vi havde inden vi tog hjemmefra arrangeret at blive gift mens vi var i New Zealand, og nu er det også sket.
Vi havde tidligere i vores forhold snakket om at vi ikke havde lyst til det store bryllup, men ikke gjort mere ved det. Da jeg så fik tildelt rejselegatet begyndte vi at lege med tanken igen, men det skulle være et smukt sted. Så efter noget søgning på nettet fandt vi et lille sted nord for Queenstown. På den ene side af søen lå der meget isoleret et lille hotel, eller lodge som det hed (med vandrehjemslignende værelser), med en restaurant helt ned til vandet og i smukke omgivelser. På den anden side af søen havde de et lille bed and breakfast med meget fine værelser. Så vores plan var at blive gift på den isoleret side og overnatte på bed and breakfast’et. Så inden vi tog hjemmefra havde vi arrangeret det hele, og vi havde Carinas kjole med som håndbagage hele vejen.

Om fredag da vi kørte fra Dunedin til Glenorchy regnede det hele dagen, og vi begyndte begge to at have bange tanker, for vi havde planlagt at ceremonien skulle være udenfor. Men vejrudsigten holdt heldigvis hvad den havde lovet, og om lørdagen var vejret godt!

Dagen gik fuldstændig som planlagt, og uden at gå for meget i detaljer blev vi gift af en dansk præst fra Dunedin på en bådebro. Meget smukt, og lige som vi ville have det. Efter vielsen fik vi taget nogle billeder, og fik noget god mad på restauranten. Efter middagen tog vi tilbage på vores bed and breakfast hvor vi havde arrangeret en bryllupskage og nogle bobler vi havde købt på vores tur rundt i Marlborough. Så her er nogle billeder fra dagen:

Dagen efter brylluppet gjorde vi det som alle nygifte gør, nemlig at tage på en 2,5 times ridetur i de smukke omgivelser. En meget smuk tur i omgivelser som også har været i Ringenes Herre, men det er der jo meget af New Zealand der har 🙂

Jeg har ingen forelæsninger tirsdag eller torsdag, hvorfor de indtil opgaverne begynder at melde sig skal bruges på at se os omkring i Dunedin omegn. I tirsdag var vejret godt, så jeg startede morgenen med at køre ned til stranden og få surfet i et par timer, indtil der ikke var mere energi i armene.

Da vejret stadig var godt efter frokost synes vi det var på tide at vi fik kørt ud og kigge på pingviner. Der er i omegnen af Dunedin to slags pingviner, de truede guløjet pingviner og de blå dværgpingviner. Vi ville denne gang kigge på de guløjet da de blå dværgpingiver først kommer i land når det bliver mørkt.

Omkring en halv times kørsel fra Dunedin ligger Penguin Place, som er et privat konservatorie for de guløjet pingviner. Her har de en privat strand, og i forbindelse med den en lille skov med de rigtige betingelser for at pingvinerne kan ruge og derefter opfostre deres unger. De guløjet pingviner er meget som mennesker. De har deres partner og så holder de sig egentlig for sig selv ved deres egen rede, i deres eget lille territorie. Det er meget usædvanligt for pingviner at være sådan, da andre arter samles i titusinde og hundrede tusindevis som man oftest ser på tv. På stranden har de tidligere haft op mod 6 reder alle med unger i, men i år var der kun to reder og kun den ene var synlig fra de områder som vi turister bliver guidet ind i. Vi blev vist ned i nærheden af reden og kunne her se to næsten fuldstørrelse pingvin unger stå og vente på at deres far kom tilbage med mad mens moderen lå og slappede af i en lille sø ved siden af. Pingvin ungerne vokser meget stærkt, og var på kun 9 uger gået fra at veje omkring 100g til omkring 3 kg. Efter at have stået og kigget på dem et stykke tid skulle vi ned og kigge ud over stranden for at se om der var nogle pingviner på vej tilbage fra havet. Og vi nåede kun lige at komme ud så vi kunne se stranden da guiden så ungernes far på vej tilbage. I området har de også lavet nogle skyttegrave med udkigsposter, og guiden skyndte sig at få os ledt ned i dem, så vi kunne komme helt tæt på ham mens han gik tilbage. Vi var heldigvis en lille gruppe på kun 4 så vi nåede at komme ud til udkigsposten lige som han kom over en bakke. Herindefra var vi kun lige over en meter fra ham mens han kom gående med maven fuld af fisk for at skulle fodre sine unger. Man kunne også herfra virkelig se det gule omkring øjnene, og nyde den sjove pingvin gangart.

Da turen var færdig giver guiden os lige et tip, nemlig at hvis vi på vej ind til Dunedin igen lige tager et venstresving og kører 10 min ned ad en vej vil vi komme til Allan’s beach og der er der næsten altid søløver på. Det gjorde vi selvfølgelig. For de New Zealandske søløver vejer hanen omkring 3 gange så tung som hunnen, så vi ville selvfølgelig helst se en han. Efter en lille tur på et par hundrede meter ned af stranden ligger der også en han og slapper af med en hun. Da vi først kommer derhen ligger de nede i en lille gryde og vi kan ikke rigtig se hvor stor hannen er. Til vores held er det på vej til højvande, og et minuts tid efter bliver deres lille gryde oversvømmet af en bølge og han rejser sig op i sin fulde størrelse. Og der kan man virkelig se hvor stor en basse han er. Og det var her vi godt kunne forstå advarselsskiltene på stranden. For modsat mange andre dyr er søløver ikke bange for mennesker, så de kan godt angribe.

Men endnu en gang er vi bare glade for at dyrene viser sig fra deres bedste side når vi kommer forbi og kigger på dem 🙂

På et tidspunkt skulle det jo ske. På et tidspunkt skulle det hele blive lidt mere til hverdag, og det er sket nu vi har fået en lejlighed i Dunedin. Ferien er forbi, og på søndag har jeg registration på universitetet og mandag begynder de første timer. Vi har begge allerede i den sidste uges tid kunne mærke at vi også lige så stille var ved at finde en rytme frem.

Men det er ikke fordi det har været kedeligt at finde en rytme. Det er nærmere at vi ikke er rundt at se nye ting hver dag, men spiser vores måltider hjemme og så ellers gør hvad vi har lyst til i løbet af dagen. Flere dage har vi gået en tur i byen, og slappet af og fået optimeret lejligheden så den passer til vores brug af den. Derudover har Carina fået læst en del bøger mens jeg har slået mig på min nye hobby, surf. For hvem kan rejse til New Zealand og Australien og ikke tage ud og surfe?

I Dunedin ligger et af surfstederne, St. Clair beach, under 10 min i bil fra vores lejlighed. Så muligheden for at lære det bliver næsten ikke større. Så i tirsdags startede jeg med at tage en helt normalt introduktionstime. Det var halvanden time i noget af det dårligste forhold man kan surfe i, nemlig med massere af pålandsvind. Men det var selv på trods af det fuldstændig lige så sjovt som jeg huskede det fra Hawaii da jeg havde en lignenden time. Så torsdag ville jeg afsted igen, denne gang ville jeg dog blot leje noget udstyr og ud at kæmpe med bølgerne selv. Så efter at have ligget og leget i tre en halv times tid var jeg ved at indse at jeg nok skulle have mit eget udstyr. Så torsdag eftermiddag gik vi ind i byen til en surfshop for at kigge på våddragt og surfbræt. Efter at have kigget lidt, og snakket med personalet var vi nok kommet frem til hvad det skulle være. Men jeg bliver altid lidt i tvivl når det er større ting (som min far også gør), og skulle derfor have det sidste skub af Carina til at slå til (som min mor så gør ved min far). Så jeg er nu den lykkelige ejer at et surfbræt, med alt hvad det indebærer, og en våddragt når den gerne skal ankomme til butikken lørdag. Det betyder også at jeg vil bruge en del timer ude på vandet det næste stykke tid for at lære at stå rigtigt på mit bræt. For selvom det ser nemt ud når man se andre, så er det det ikke helt kan jeg godt afsløre.

Men hverdagen vil alligevel melde sig nu. En total fed hverdag, men uni, surf, sommer og andet godt, men stadig en hverdag. Det vil også betyde at der vil komme lidt længere mellem indlæggene her på bloggen, og jeg derfor igen vil henlede opmærksomheden på muligheden for at abonnere på bloggen i Widgets menuen.

Efter Queenstown gik turen mod Dunedin, byen hvor jeg skal studere summer school i januar og februar. Det første punkt på dagsorden efter vi ankom var at få en lejlighed, og hvis vi var heldige kunne vi nå at flytte ind før nytår.

Så det første vi gjorde d. 29. om morgenen var at opsøge mæglere og property managers (ejendomsadminstrator hedder det vel på dansk) og høre hvad de havde til udlejning. Der er modsat København ikke mangel på udlejningslejligheder, men vi skal bruge en møbleret lejlighed og kun i to måneder og det er ikke alle ejere der gider udleje i så korte perioder, så vi vidste at det kunne begrænse vores muligheder. Vi havde hjemmefra undersøgt og fundet ud af at prisniveauet i Dunedin var en del lavere end Auckland, og ville derfor se om det ikke var muligt at få et ekstra soveværelse da vi får besøg af både Carinas far og en af Carinas veninder mens vi er her. Men nu skulle vi lige se hvad vi kunne få før vi kunne blive kræsne. De to første vi opsøgte havde ingenting i hele perioden da en del var reserveret fra starten og midten af februar af studerende der kom tilbage fra sommerferie. Den tredje, og den med flest lejligheder så vidt vi kunne se på nettet, havde en enkelt lejlighed i prisklassen og med kort kontrakt, og vi kunne se den senere samme dag. Vi gik ud til lejligheden, og den havde alt hvad vi kunne ønske os, to soveværelser, altan, køkken med det hele, egen parkering og var i rimelig stand. Da vi også kun skal være her i to måneder, og der jo ikke ligefrem var mange valg slog vi til med det samme. Men det var ikke bare at sige ja tak.

For at kunne få lejligheden skal man ansøge om det, så vi gik hjem på nettet og ansøgte begge to, for alle de voksne der skal bo der skal ansøge hver for sig. I ansøgningen skulle vi også angive kontaktoplysninger til tidligere udlejere, nuværende arbejdsgiver og nogle venner eller andet som kunne give en personlighedsbeskrivelse. Rimelig besværligt hvis de skulle kontakte dem med 12 timers tidsforskel. Vi gjorde damen fra selskabet opmærksom på dette, men hun mente ikke at der ville være det store behov for at kontakte nogen da det kun var to måneder og vi ikke lignede nogle der ville skabe problemer. Ansøgningen blev behandlet af selskabet d. 30. om morgenen og godkendt. Efter det blev den videresendt til selve ejeren som også skulle godkende os, hvilken han så gjorde senere den dag. Så 1 dags tid efter vi havde kontaktet dem havde vi fået tilbudt lejligheden. Nu manglede vi blot at overføre et depositum og så kunne vi dagen efter få overleveret nøglerne og flytte ind. Så nytårsaftensdag kl. 13 fik vi en lejlighed!

Lejligheden ligger 10 minutters gang syd for centrum. Området har tidligere haft en del butikker, men efter åbningen af 3 malls (som alle er smeltet sammen på en block) lige nord for centrum er en del af butikkerne døde. Men området er meget gennemsnitligt og opfylder alle vores ønsker. De ti lejligheder i bygningen er formentligt bygget lige før finanskrisen, men man kan mærke der er valgt de billige løsninger flere steder, som der også blev derhjemme i sådan noget byggeri. Derudover har der også været en del lejere igennem, så nogle ting er slidt derefter, men sådan vil det være med møbleret lejligheder. De vigtigste ting som dyner og puder kom property manageren med nye af da vi flyttede ind, meget rart da de gamle også trængte til at blive skiftet. Fra altanen er der en rigtig god udsigt da det er på 1. sal og bygningen ligger på en bakke således man kan se ned til havnen og over på den anden side af bugten. Alt i alt er vi rigtig godt tilfredse. Vi fik det vi ville have, og vi fik overleveret lejligheden 2 dage efter vi opsøgte selskabet.

Den resterende del af nytårsaftensdag blev brugt til først at købe alle de ting vi manglede i lejligheden da de ikke kom med sengetøj og håndklæder. Derefter en tur i supermarked og købe husholdningsting  og frem for alt mad til nytårsaften og dagen efter.

Nytårsaften hernede var ikke som derhjemme. Vi havde ikke haft tid til at planlægge det store, faktisk havde jeg helt glemt det var nytårsaften, men vi havde dog fået hørt at der i centrum ville være noget musik og fyrværkeri. Vi var ikke i humør til musikken, men tænkte at fyrværkeri hører sig nytårsaften til, så vi tog afsted omkring halv tolv. Området omkring centrum var spærret af, og der var alkoholforbud på de alle offentlige områder inde i centrum. Dvs. man måtte godt drikke inde på barerne, og den del af fortovet de havde indhegnet, men man måtte ikke tage det med udenfor de områder. Derudover var der reelt set ingen der ellers havde fyret noget fyrværkeri af hele aftenen, så vi tænkte at de havde gemt det hele til kl. 12. Da klokken nærmede sig midnat talte folk ned, og fyrværkeriet skulle begynde, men først affyrede de lige en kanon så hele pladsen rungede, og det mindede om derhjemme med de store kanonslag folk fyrer af. Selve fyrværkeriet var okay, men langt fra noget at skrive hjem om. Og da det sluttede gik folk lige så stille hjemad og der kom ellers ikke mere fyrværkeri. Så vi savnede lidt det med at der er fyrværkeri i flere dage og nytårsaften er der nonstop nogen ude og fyrer noget af, lige fra under dronningens tale. På den anden side var det 16 grader ved midnat og ikke pisse koldt som derhjemme, så det var vi fans af.

Så var dagene kommet hvor vi skulle ud og få noget adrenalin i blodet. Første ting på listen var river rafting på Shotover floden. Som beskrevet i et tidligere indlæg skulle der undervejs på floden være steder i kategori 3-5 afhængig af vandstanden i floden. På nuværende tidspunkt var de dog “kun” i kategori 3-4 da der ikke var så meget vand i floden. Selve turen startede med at vi fik udleveret vores våddragt og redningsvest. Derefter skulle vi på en bustur til startpunktet, og det var en oplevelse i sig selv. Busturen foregik på en af de grusveje der tidligere er blevet anvendt af guldgraverne, så den var stejl, et sporet og lavet på meget stejle skråninger. Kombineret med en chauffør der har kørt den mange gange før, og derfor kørte rimelig stærkt, gav en meget spændende køretur.

Da vi så ankom til startstedet skulle vi igennem den klassiske sikkerhedsbriefing, hvad skal man gøre hvis man falder i, båden vender på hovedet osv. Vi blev også tildelt en båd sammen med 4 andre, og vores styrmand fra Slovakiet, og så var det afsted. Det første flade stykke blev brugt på at vores styrmand fik forklaret os nogle kommandoer så han kunne fortælle os hvornår vi skulle ro, og at vi gjorde det i takt. Derudover skulle han sikre sig at når de større bølger kom, satte vi os ned i båden så vi ikke blev kastet ud af den. Og så var det ellers i gang, først med nogle mindre bølger i kategori 2, hvor vi fik godt med vand i hovedet og en forsmag på hvad der var i vente. Herfra blev bølgerne ellers større og større, med et par flydestykker i mellem. Højdepunktet var et sted med et par 3’ere efterfulgt af en stor 4’er hvor der virkelig var gang i floden. Finalen var en tunnel og lige efter den et stort fald ned i en 4’ere. En rigtig fed tur, hvor man virkelig blev smidt rundt af floden og selv skulle være med til at sikre at de forskellige bølger blev taget rigtigt så man ikke sad fast eller båden blev vippet på hovedet. Og ja, det skete for nogen af de andre både.

I dag stod der så bungee jump og gigant gynge på menuen. Og vi skulle selvfølgelig gøre det med stil, så hvorfor ikke vælge New Zealands højeste bungee jump på 134m, og verdens største gynge med 70m frit fald og 300m gyng?

Vi har begge længe gerne ville prøve bungee jump, og nu var dagen her endelig. Firmaet som arrangerer det i Queenstown (og mange andre steder i verden) er det firma som lavede de første organiserede kommercielle bungee jumps i verden, hvilket det stadig gør på en bro lige udenfor Queenstown. Stedet hvor vi skulle hoppe ligger oppe i bjergene og udføres ikke fra en bro som mange andre bungee jumps. Springet udføres fra en platform (overdækket og med dejligt glasgulv flere steder) udspændt mellem to to bjerge med floden løbende nede i dalen. På toppen af den ene bakke blev vi iført en sele og vejet igen (ligesom vi blev flere gange da vi tjekkede ind inde i byen), og så var det ellers ud til platformen. Selve turen derud foregår i en lille kurv med plads til omkring 6 mennesker hvor man står på et gittergulv så man kan kigge ned hele vejen. Ude på selve platformen bliver man så gjort klar til hoppet. Man får iført selerne på benene, og udløseren så man ikke skal hænge med hovedet nedad på turen tilbage til platformen.

Og så til selve hoppet! Når ens tur kommer bliver man lukket ud til selve springstedet og bungee’en bliver spændt på en. Derefter er det med små skridt ud til selve hoppestedet, og så står man overfor at skulle hoppe. Det var det øjeblik jeg mest havde frygtet, det at skulle tage hoppet uden at tøve, men da han først talte ned tøvede jeg ikke. Og så var der ellers 8 sekunders frit fald, og FUCK DET VAR FEDT!! 8 sekunder er virkelig lang tid at falde med hovedet først ned mod en flod som kommer tættere og tættere på, og det føles bare fedt! Efter et par bounce udløser man “fodlænken” således man hænger fast i selen ved bæltespændet og ikke med hovedet nedaf, og så bliver man ellers hevet op igen fuld af adrenalin.

Da hoppene udføres efter vægt, således de ikke skal skifte bungee hele tiden, var der lidt ventetid inden Carina skulle springe, så hun rigtig havde tid til at blive nervøs. Da Carina var lukket ud i springområdet og skulle til at springe gik de lige igang med at binde nogle af elastikerne rundt om sammen, dog kun dem som holder den rigtige elastik samlet, men ikke noget der gør en mindre nervøs. Men da hun først skulle springe tøvede hun heller ikke, og hoppede med et stort skrig. Og da hun kom tilbage var der et meget stort smil på hendes ansigt! En mega fed oplevelse!

Efter bungee jumpet stod den på en gyngetur. Udspændt fra samme top, dog til et andet bjerg, har de udspændt nogle wires hvor de har lavet en gigant gynge, så stor at den faktisk er verdens største. I gyngen er der 70m fritfald efterfulgt af 300m gyng. Gyngen kan tages som tandem, og det gjorde vi selvfølgelig. Man kan vælge at blive placeret på forskellige måder i gyngen, og vi valgte baglæns, da det var personalets favorit (og de må have prøvet den et par gange). Vi blev sat fast i gyngen, og hængt ud parat til at skulle blive sendt afsted. Da vi sad baglæns sad vi og kiggede på ham der skulle sende os afsted, og han var rigtig i drillehumør med hvornår vi ville blive sendt afsted, og så lige pludselig trykkede han på knappen og vi var afsted. På de 70m frit fald tiltede vi baglæns og kom på hovedet således vi kunne se direkte ned, inden vi blev taget af gyngen og vendt rundt til at sidde rigtigt. Som altid var det med et stort skrig fra Carina. Gyngen var også en rigtig fed oplevelse, og meget forskellig fra bungee jumpet. I gyngen er der overraskelsen af hvornår man bliver sendt afsted, og det store frie fald hvor farten fortsætter i gynget. I bungee jumpet skal man selve tage hoppet, og med hovedet direkte mod dalen giver det en helt anden tur. En ting er dog sikkert, kommer vi tilbage til Queenstown skal vi ud og have endnu et hop og endnu et gyng.

Efter en god ferie, afsluttende med et par vilde dage i Queenstown, vil vi nu drage mod Dunedin hvor vi skal finde en lejlighed inden jeg skal igang med summer school i starten af januar.

Og en lille youtube video hvor vi hopper: https://youtu.be/yibf8hGuHbo

Ps. Jeg har i menuen (widgets) tilføjet muligheden for at abonnere på bloggen således man får en mail når der kommer nye indlæg og ikke skal ind og tjekke.

Glædelig jul til alle fra New Zealand!

For vores vedkomne fejrede vi d. 24 med vores køretur til Queenstown, som sidste opslag omhandlede. Om aftenen var vi inde i Queenstown og spise bøf på en restaurant i byen, hvilket jo ikke rigtig er juleagtigt. Som en tidligere engelsk koloni holder de jul d. 25, så d. 24 var ikke noget specielt hernede. Men i dag d. 25 var alt lukket, og vi har derfor brugt dagen i hotellets spa og slappet af med blandt andet at nyde udsigten fra vores værelse. Hotellets egen restaurant havde en julemenu med kalkun om aftenen som vi havde reserveret bord til. Så lidt jul blev det alligevel for os, der var ingen and men en anden fugl er bedre end ingenting.

De næste dage skal vi indløse vores julegaver til hinanden. Queenstown er kendt for alt det ekstrem sport man kan lave her, så det skal vi selvfølgelig også og har valgt at give det til hinanden i julegave. I morgen, d. 26, skal vi ud og riverrafte på en af floderne i området, ikke den vi kan se fra hotellet. Turen skulle være en kategori 3-5 på en 5 skala, så der burde være lidt gang i floden. I overmorgen skal vi springe bungeejump og svinge i gigantgynge. Bungeejumpet er det højeste i New Zealand på 134 m, og gyngen i ca. samme højde, så det skal nok blive sjovt! Men når vi har samlet os mod til at hoppe skal i nok få en nærmere beskrivelse af vores oplevelser.