Vores plan

Efter at have modtaget legatet er hele verden åben for en, hvor vil man hen? Hvad vil man læse mens man er der?

Jeg har hele tiden ment at man som udvekslingsstuderende får et større udbytte af at studere i et land hvor man kan snakke sproget. Mulighederne var derfor hurtigt indsnævret til USA, New Zealand og Australien. Da jeg mellem HTX og Mat-Øk studerede 10 måneder i Wisconsin var USA klart min 3. prioritet, men ikke udelukket. Carina var meget hooked på New Zealand, og det var jeg også blevet efter at have læst om tidligere legat modtageres ture dertil. Efter en masse søgning online blev planen fastlagt til at være:

– Rejse til New Zealand 1. december for d. 14-15 december at deltage i World Business, Finance and Management Conference i Auckland.
– Tage faget Effective Writing på University of Otago på New Zealands sydø i januar-februar 2016.
– Tage valgfag på Auckland University of Technology (AUT) i marts-juni 2016.
– Tage Graduate certificate i Project Management på Queensland University of Technology i juli-november 2016.

Jeg er optaget på alle 3 universiteter, og visum til New Zealand er skaffet.

Carinas plan mens vi er afsted er at tage 3 måneders praktik mens vi befinder os i Auckland og Brisbane, og hendes working-holiday visum er også skaffet.

Så vi er her midt i oktober klar til at tage afsted, men mangler at få styr på alle de små detaljer som også skal ordnes inden vi kan tage afsted.