Month: April 2016

Som jeg beskrev i mit sidste indlæg var vi taget på weekendtur over den lange weekend. Efter vores forgæves forsøg på at krydse Tongariro crossing om lørdagen skulle vi søndag begive os til Rotorua. På vej til Rotorua skulle vi kigge på Taupo lake, og i Rotorua havde vi planlagt at vi søndag og mandag skulle se Kiwier og et af de geotermiske områder som byen er meget kendt for. Vejret vi havde haft på crossingen om lørdagen fortsatte dog desværre om søndagen, hvilket betød at køreturen var regnfuld på vej til Rotorua. Især da vi ramte Taupo var regnvejret rimelig kraftigt, og vi kørte derfor hurtigt videre til Rotorua. Da vejret også var dårligt her, og vi kunne se på vejrudsigten at det ville være højt solskin om mandagen valgte vi at udsætte Kiwierne og de geotermiske områder til mandagen. I stedet valgte vi at tage i et af de mange Spa som ligger i byen med naturligt opvarmet vand indeholdende forskellige mineraler som skulle være så sundt for en. Så vi brugte eftermiddagen på at ligge i de udendørs pools og blive yngre og smukkere, hvilket er den eneste rigtige måde at bruge en regnvejrsdag på.

Mandag morgen fik vi en dejlig morgenmad på vores lille Bed and Breakfast og gjorde os parat til at skulle ud og se Kiwier og de geotermiske områder. Men da vi kom ud til bilen var der en ting der manglede, nemlig bilen. Vi havde aftenen før parkeret bilen ude på vejen sammen med en masse andre biler, men nu var den pist væk. Ind og tjekke med Bed og Breakfastet at der ikke var mulighed for at den var blevet trukket væk, og det var de 100% sikker på den ikke var, så eneste mulighed var at den var blevet stjålet. De var flinke og gav os et lift ned til politistationen så vi kunne melde den stjålet med det samme. Så vi gik i gang med den process, hvilket den lokale politimænd sagde ville gå meget hurtigere hvis vi ringede til alarmcentralen da de havde travlt og ikke var så mange på arbejde grundet helligdagen. Efter det var gjort, og et opkald til rejseforsikringen som ikke gav os nogen svar, gav vi os igang med at finde hjemtransport. Det optimale ville være at leje en bil, så vi kunne få noget ud af dagen og komme hjem til Auckland om aftenen. Efter at have fundet en åben bil udlejer blev den ide dog ødelagt da de krævede at vi skulle have vores internationale kørekort, hvilket vi havde lagt i bilen. Så var der kun bussen som mulighed, og en tur ned til bus stationen afslørede at der kun var en afgang med ledig pladser den dag, nemlig kl 16:00. Da klokken på det tidspunkt var lige over middag måtte vi også erkende at alle vores planer var røget i vasken. For før vi havde fundet transport frem og tilbage til enten Kiwierne eller det geotermiske område, og var kommet derud og tilbage i god nok tid til at nå bussen havde vi næsten ingen tid til faktisk at være der, hvilket ville gøre det meningsløst. Da vejret samtidig var høj solskin og dermed perfekt vejr til aktiviteterne gjorde det bare hele situationen endnu mere irriterende. Så hjem vi drog med en 4 timers bustur, hvilket ikke var sådan vi havde forestillet os dagen.

Tirsdag morgen fik jeg så et opkald fra politiet, de havde fundet vores bil. Bilen havde været brugt i et tyveri, og efterfølgende havde de brændt den af. Politiet fortalte også at en af de lokale tyve åbenbart havde en kærlighed for Subaru Legacy’er, for det var den fjerde der var blevet stjålet og efterfølgende brændt inden for kort tid.

At vi fik stjålet bilen var selvfølgelig irriterende i form af tabte penge, også selvom det ikke var vores men legatets. Men det mest irriterende er alt den tid som det har taget fra os. For det første tog det hele vores mandag som vi skulle have brugt på at se ting omkring Rotorua. Derudover har jeg brugt tid på at sørge for at resterne af bilen blev skrottet, at vi får nye internationale kørekort, erstatte de få ting vi havde i bilen og at forsøge at finde en ny billig bil. Alt sammen tid som vi godt kunne have brugt anderledes. Men når det endelig skulle være, så var det heldigt det var på vores weekendtur og ikke på vej til eller fra Dunedin hvor bilen indeholdte ALLE vores ting.

Men alt i alt er det et lille problem, og ligegyldigt hvordan man vender det kan vi ikke brokke os over vores situation 🙂

I sidste weekend og i denne weekend har vi været på nogle gåture. Hvor den ene især vejrmæssigt var mere succesfuld end den anden.

I sidste weekend stod den på en coast to coast tur igennem Auckland. Turen skulle være omkring 16 km, men frem for alt var den lavet så den tog en igennem de fleste parker i Auckland. Da de fleste parker i Auckland er på de vulkaner som Auckland er bygget på, bød turen på en god udsigt fra flere punkter. Især fra to af punkterne, nemlig på toppen af One Tree Hill og Mount Eden var udsigten helt fantastisk. På toppen af Mount Eden kan man tydeligt se at det er en vulkan, da krateret er tydeligt at se. Turen var rigtig fin, og vi fik set mange af de steder vi manglede at se i Auckland.

Denne weekend er en lang weekend da mandag er ANZAC day (Australia and New Zealand Army Corps), hvorfor vi er taget på weekendtur til bjergene på midten af nordøen. Her skulle vi lørdag gå Tongariro Alpine Crossing, en smuk 19,6 km tur hvor man kommer op og går imellem vulkaner, hvor den ene af dem er den som er brugt som Mt. Doom i Ringenes Herre. Vi vidste godt at vi var lidt sent på den årstidsmæssigt da det er begyndt at blive efterår hernede, men en af mine studiekammerater havde gået den om tirsdagen (vi var inviteret med på turen, men Carina skulle arbejde) og vejret havde været fantastisk. Vi havde i løbet af ugen tjekket vejrudsigten og den havde været rimelig skiftende. Det så ikke helt perfekt ud lørdag, men endnu værre om søndagen så vi havde planlagt at vi skulle afsted lørdag.

Om morgenen så vejret nede i byen rimeligt ud, dog med et del skyer oppe i bjergene, og vejrudsigten var stadig meget åben med mulighed for alt slags vejr. Afsted vi kom, og med en bus fra slutningen til begyndelsen af ruten. Oppe ved starten var der rimelig tåget, og vejret var meget fugtigt da vi gik inde i en sky, men ikke noget som gjorde det umuligt at gå ruten men udsigten var dog ødelagt da man kun kunne se maks 100 meter frem. Da vi gik i gang med at gå var der rigtig mange der kom gående imod os på vej tilbage til startpunktet. Dette er ikke normalt, da ruten er meget nemmere den ene vej, hvorfor det er den vej man går. Vi begyndte at undre os over hvordan vejret ville være længere fremme, men vi skulle ihvertfald frem at se hvad der stoppede dem. Afsted det gik, men efterhånden som vi kom længere frem blev vejret dårligere og dårligere. Det gik fra at være fugtigt i luften til støvregn og til sidst rigtigt regn. Det var som sådan ikke det store problem, men vinden begyndte at tage til. Vejrudsigten havde sagt at dette ville ske, men først at den skulle komme senere om aftenen. Ruten går opad, og jo højere man kommer jo mere bart bliver landskabet. Det betød også at vi mere og mere kunne mærke vinden, men vi var stadig opsatte på at skulle klare det. Vi var efter omkring 7 km nået til at skulle op til det højeste punkt på ruten til The Red Crater. Det første stykke går det stejlt opad i omkring 100 højdemeter hvorefter man kommer op og gå på bjergryggen. Vi kom op på bjergryggen, og det var her vi var blevet fortalt at hvis vinden var for hård ville det blive svært. På dette tidspunkt var der tyndet MEGET ud i antallet af mennesker, og de få der var tilbage vendte om på vej op ad bakken eller oppe på det første punkt i de fri. Og da vi kom derop var det pludselig klart for os hvorfor selv de mest standhaftige som os selv vendte om der. Det var svært at stå stille deroppe da vinden var så stærkt, og med udsigten til at skulle gå det næste stykke tid på en bjergryg i den vind gjorde det gående mod umuligt. Så selv om vi ikke var meget for det, var det eneste fornuftige at vende om. For det første begyndte det at være en smule farligt pga. vinden. For det andet ville vi heller ikke på den resterende del af turen få den udsigt vi var kommet efter. Og for det tredje ville vi pludselig være meget alene på ruten, hvilket i sådan et vejr ikke er optimalt. Så lidt irriteret over at vi ikke kunne gennemføre begyndte vi at vende snuden tilbage til parkeringspladsen. Og på vej nedad blev vejret ikke bedre, det begyndte blot at regne mere og især vinden tog mere og mere til. På de steder hvor man på vej op kunne mærke en lille vind var vinden nu tydelig stærkere. Den tiltagende vind og regnen gjorde også at især Carina var begyndt at fryse, så vi blev mere og mere glade for at vi havde taget beslutningen om at vende om, også selvom vi var så tæt på toppen. Nede ved parkeringspladsen kunne vi også tydeligt se at 95%+ af alle havde vendt om, da der stod rigtig mange og ventede på at busser skulle bringe dem tilbage til hoteller mm. Da vi havde vores bil holdende i den anden ende skulle vi ud og skaffe en bustur, men til vores held havde den tredje bus der ankom efter omkring 10 min. ekstra pladser. Og så var det ellers hjem og få et langt varmt bad for at få varmen tilbage i kroppen

Men med en vinter lige om hjørnet må vi nok erkende at vi ikke får gennemført ruten i denne omgang. Men så har vi en grund til at komme tilbage til New Zealand, da den ikke skal besejre os. Næste gang vil vi dog vælge en sommerdag, da det trodsalt set noget sjovere ud.

Og så lige et billede på vej op, da vejret var på sit bedste.

New Zealand har over det sidste års tid skulle bestemme sig for om de ville have et nyt flag. Og de to afstemninger har fyldt en del hernede. Processen har indeholdt to afstemninger. Først blev der stemt om hvilket flag, ud fra fem muligheder, der skulle udfordre det nuværende med union jack i hjørnet. Denne afstemning blev afgjort i midten af december, og den første tid vi var hernede var der derfor flere offentlige steder som flagede med alle 6 muligheder. Det så lidt sjovt ud, men det var en måde at vise dem alle frem på i dagligdagen. De fem alternativer var blevet udvalgt af en komite ud fra de over 10.000 forslag som var blevet sendt ind.

Som man kan se på de fem muligheder er de præget af at tre af dem indeholder The Silver Fern. The Silver Fern er et meget kendt New Zealandsk symbol. Det bliver brugt af utallige firmaer, og er en af de eneste ting som er på Rugby Landsholdet “All Blacks” bluser (sammen med en sponsor og tøjmærket). Og er der noget New Zealand er stolte af, så er det deres Rugby landshold, især efter at de i 2015 vandt back-to-back verdens mesterskaber som det første land nogensinde. Men ikke mere rugby i denne omgang, det vil der komme mere om i starten af juli når vi skal ind og se All Blacks spille mod Wales.

En del af The Silver Ferns symbolske værdi stammer fra at Maorierne plejede at bruge planten til at finde vej. For på oversiden af The Silver Fern ligner den andre bregner og er grøn, men på undersiden er den sølvfarvet, deraf navnet. Maorierne brugte den til at finde vej ved at knække bladene af og ligge den med bagsiden opad, således at den i månelys skinnede og pegede vejen hjem som en pil.

Så i afstemningen om hvilket af de fem flag der skulle udfordre det nuværende med Union Jack blev det selvfølgelig et med en Silver Fern, faktisk var det meget lige mellem A og E, men det endte med at blive A. Så fra midten af december til marts måned hang der de fleste steder kun de to flagmuligheder. Der var også snak om selve valget i nyhederne, og især op til deadlinen var der mange reklamer som gjorde opmærksom på at man skulle huske at indsende sin stemme da det forgik via brevstemmer. Og resultatet blev at det gamle flag med Union Jack vandt, og faktisk en forholdsvis stor sejr med 56% af stemmerne.

Men hvad betyder resultat så? Da jeg snakkede med en af mine klassekammerater om det sagde hun meget klart at hun havde stemt på det nye flag, og mente at det var tid til at få ændret det gamle. Hun mente, som så mange andre, at Union Jack ikke havde noget at gøre på det New Zealandske flag, men at lige netop The Silver Fern på en måde skulle integreres i flaget. Og det vidner resultat også om, da 43% trods alt stemte for det nye flag. Men der er også mange der peger på at resultatet ikke var et tilvalg af det oprindelige flag, men blot et fravalg af det udfordrende flag.

En ting som mange New Zealændere kan blive enige om, er at det har været en dyr omgang, især da det ikke kom med et nyt flag som resultat. Selve afstemningen har nemlig kostet omkring 27 mio. NZ$ (121,5 mio DKK), og mange mener at de penge godt kunne være brugt til andre vigtigere ting. Så selvom der er stemning for at få et nyt flag, så mener de at der skal gå nogle år før man prøver igen. Og som min klassekammerat sagde, så var det et flertal af de ældre mennesker der stemte på det gamle flag, så når de engang dør skal New Zealand nok få et nyt flag.

Men jeg er i tvivl om man nogensinde vil kunne finde en flagvariant som 50% af befolkningen hellere vil have en den udgave de allerede kender. Jeg tror de skulle have gjort det tidligere, og måske uden folkeafstemning. De kunne have gjort lidt ligesom i Canada da parlamentet i 1965 stemte for at udskifte deres udgave af et flag med Union Jack for The Maple Leaf. For som der stod hos min frisør i Dunedin “Hvem fanden kan huske det flag de havde før?”.