Jeg havde i et tidligere indlæg lovet at skrive om vores Canyoning tur når der kom billeder. Det er et lille stykke tid siden vi fik billederne, men jeg har først fået taget mig sammen til at skrive indlægget nu.
Canyoning er en betegnelse for det at bevæge sig ned til dalen i en kløft sammen med en flod. Undervejs laver man så alt muligt sjovt som at rappelle, springe ud fra klipperne, ziplining og rutsje på røven i vandet.
Vores tur foregik i Abel Tasman National Park som ligger på den sydlige ø. Der er ikke nogen veje i nationalparken, så metoden man kommer ud til sit sted er ved at sejle med vandtaxaer. En smuk tur på en halv times tid langs kysten. Fremme ved stranden skulle vi så gå en halvanden times tid op til startepunktet for turen, man skal jo have nogle højdemeter at lave alle de sjove ting på.
Og lige ved starten skete det så det der ikke må ske, jeg vrikkede om på foden da jeg skulle ned af en stor sten. Det mærkedes ikke helt godt, men efter et par minutter med ro kunne jeg godt gå på den, men kunne stadig mærke den. Men ned skulle vi jo lige gyldigt hvad, så kunne jo lige så godt tage den sjove tur i stedet for at gå halvanden time tilbage ned igen.
Så afsted vi drog, nedad med rapelling, springe fra klipper, rutsje på røven, zipling og en del gåen gik de næste par timer. En mega fed tur fyldt med en masse sjove ting. Og nu til billederne:
Udsigten et stykke oppe af gåturen. Her kan man godt forstå at parken er så populær til at sejle i havkajak, gåture mm.
Carina i gang med at zipline på en af de små ziplines.
Os i vores fine, og meget tykke våddragter som var nødvendigt da vandet var meget koldt!
Et af vores små hop.
Mig på vej ud fra et lille vandfald da vi havde gledet ned over det på røven.
Samlet set var det en rigtig sjov tur! Det var især sjovt at man lavede alt muligt forskelligt på vej ned af, og at vi var en lille gruppe gjorde at vi havde massere af tid til at gøre nogle af tingene flere gange. Og at det så var i smukke omgivelser gør det hele sjovere.
Nede igen skulle vi lige gå en halv time tilbage til stranden hvor vandtaxaen skulle hente os. Og her begyndte jeg at kunne mærke min fod. Turen nedad var vi det meste af tiden i vandet som kølede min fod ned, mens våddragten og sokkerne gjorde at der var noget tryk på den, alt det som man skal gøre for at behandle en forstuelse. Så det var først nede på stranden da jeg tog skoen af at den begyndte at få en flot blå farve og hæve. Så jeg havde fået en forstuelse, men heldigvis ikke en stor en, og heldigvis gjorde den ikke ondt på vej nedad og først på gåturen efter. Så jeg gik lidt sjovt den næste uges tid før den blev helt god igen, men alt er godt igen.