Godt nytår, og så fik vi en lejlighed i Dunedin!

Efter Queenstown gik turen mod Dunedin, byen hvor jeg skal studere summer school i januar og februar. Det første punkt på dagsorden efter vi ankom var at få en lejlighed, og hvis vi var heldige kunne vi nå at flytte ind før nytår.

Så det første vi gjorde d. 29. om morgenen var at opsøge mæglere og property managers (ejendomsadminstrator hedder det vel på dansk) og høre hvad de havde til udlejning. Der er modsat København ikke mangel på udlejningslejligheder, men vi skal bruge en møbleret lejlighed og kun i to måneder og det er ikke alle ejere der gider udleje i så korte perioder, så vi vidste at det kunne begrænse vores muligheder. Vi havde hjemmefra undersøgt og fundet ud af at prisniveauet i Dunedin var en del lavere end Auckland, og ville derfor se om det ikke var muligt at få et ekstra soveværelse da vi får besøg af både Carinas far og en af Carinas veninder mens vi er her. Men nu skulle vi lige se hvad vi kunne få før vi kunne blive kræsne. De to første vi opsøgte havde ingenting i hele perioden da en del var reserveret fra starten og midten af februar af studerende der kom tilbage fra sommerferie. Den tredje, og den med flest lejligheder så vidt vi kunne se på nettet, havde en enkelt lejlighed i prisklassen og med kort kontrakt, og vi kunne se den senere samme dag. Vi gik ud til lejligheden, og den havde alt hvad vi kunne ønske os, to soveværelser, altan, køkken med det hele, egen parkering og var i rimelig stand. Da vi også kun skal være her i to måneder, og der jo ikke ligefrem var mange valg slog vi til med det samme. Men det var ikke bare at sige ja tak.

For at kunne få lejligheden skal man ansøge om det, så vi gik hjem på nettet og ansøgte begge to, for alle de voksne der skal bo der skal ansøge hver for sig. I ansøgningen skulle vi også angive kontaktoplysninger til tidligere udlejere, nuværende arbejdsgiver og nogle venner eller andet som kunne give en personlighedsbeskrivelse. Rimelig besværligt hvis de skulle kontakte dem med 12 timers tidsforskel. Vi gjorde damen fra selskabet opmærksom på dette, men hun mente ikke at der ville være det store behov for at kontakte nogen da det kun var to måneder og vi ikke lignede nogle der ville skabe problemer. Ansøgningen blev behandlet af selskabet d. 30. om morgenen og godkendt. Efter det blev den videresendt til selve ejeren som også skulle godkende os, hvilken han så gjorde senere den dag. Så 1 dags tid efter vi havde kontaktet dem havde vi fået tilbudt lejligheden. Nu manglede vi blot at overføre et depositum og så kunne vi dagen efter få overleveret nøglerne og flytte ind. Så nytårsaftensdag kl. 13 fik vi en lejlighed!

Lejligheden ligger 10 minutters gang syd for centrum. Området har tidligere haft en del butikker, men efter åbningen af 3 malls (som alle er smeltet sammen på en block) lige nord for centrum er en del af butikkerne døde. Men området er meget gennemsnitligt og opfylder alle vores ønsker. De ti lejligheder i bygningen er formentligt bygget lige før finanskrisen, men man kan mærke der er valgt de billige løsninger flere steder, som der også blev derhjemme i sådan noget byggeri. Derudover har der også været en del lejere igennem, så nogle ting er slidt derefter, men sådan vil det være med møbleret lejligheder. De vigtigste ting som dyner og puder kom property manageren med nye af da vi flyttede ind, meget rart da de gamle også trængte til at blive skiftet. Fra altanen er der en rigtig god udsigt da det er på 1. sal og bygningen ligger på en bakke således man kan se ned til havnen og over på den anden side af bugten. Alt i alt er vi rigtig godt tilfredse. Vi fik det vi ville have, og vi fik overleveret lejligheden 2 dage efter vi opsøgte selskabet.

Den resterende del af nytårsaftensdag blev brugt til først at købe alle de ting vi manglede i lejligheden da de ikke kom med sengetøj og håndklæder. Derefter en tur i supermarked og købe husholdningsting  og frem for alt mad til nytårsaften og dagen efter.

Nytårsaften hernede var ikke som derhjemme. Vi havde ikke haft tid til at planlægge det store, faktisk havde jeg helt glemt det var nytårsaften, men vi havde dog fået hørt at der i centrum ville være noget musik og fyrværkeri. Vi var ikke i humør til musikken, men tænkte at fyrværkeri hører sig nytårsaften til, så vi tog afsted omkring halv tolv. Området omkring centrum var spærret af, og der var alkoholforbud på de alle offentlige områder inde i centrum. Dvs. man måtte godt drikke inde på barerne, og den del af fortovet de havde indhegnet, men man måtte ikke tage det med udenfor de områder. Derudover var der reelt set ingen der ellers havde fyret noget fyrværkeri af hele aftenen, så vi tænkte at de havde gemt det hele til kl. 12. Da klokken nærmede sig midnat talte folk ned, og fyrværkeriet skulle begynde, men først affyrede de lige en kanon så hele pladsen rungede, og det mindede om derhjemme med de store kanonslag folk fyrer af. Selve fyrværkeriet var okay, men langt fra noget at skrive hjem om. Og da det sluttede gik folk lige så stille hjemad og der kom ellers ikke mere fyrværkeri. Så vi savnede lidt det med at der er fyrværkeri i flere dage og nytårsaften er der nonstop nogen ude og fyrer noget af, lige fra under dronningens tale. På den anden side var det 16 grader ved midnat og ikke pisse koldt som derhjemme, så det var vi fans af.
DSC_1743DSC_1745

DSC_1746DSC_1747