Jeg har ingen forelæsninger tirsdag eller torsdag, hvorfor de indtil opgaverne begynder at melde sig skal bruges på at se os omkring i Dunedin omegn. I tirsdag var vejret godt, så jeg startede morgenen med at køre ned til stranden og få surfet i et par timer, indtil der ikke var mere energi i armene.
Da vejret stadig var godt efter frokost synes vi det var på tide at vi fik kørt ud og kigge på pingviner. Der er i omegnen af Dunedin to slags pingviner, de truede guløjet pingviner og de blå dværgpingviner. Vi ville denne gang kigge på de guløjet da de blå dværgpingiver først kommer i land når det bliver mørkt.
Omkring en halv times kørsel fra Dunedin ligger Penguin Place, som er et privat konservatorie for de guløjet pingviner. Her har de en privat strand, og i forbindelse med den en lille skov med de rigtige betingelser for at pingvinerne kan ruge og derefter opfostre deres unger. De guløjet pingviner er meget som mennesker. De har deres partner og så holder de sig egentlig for sig selv ved deres egen rede, i deres eget lille territorie. Det er meget usædvanligt for pingviner at være sådan, da andre arter samles i titusinde og hundrede tusindevis som man oftest ser på tv. På stranden har de tidligere haft op mod 6 reder alle med unger i, men i år var der kun to reder og kun den ene var synlig fra de områder som vi turister bliver guidet ind i. Vi blev vist ned i nærheden af reden og kunne her se to næsten fuldstørrelse pingvin unger stå og vente på at deres far kom tilbage med mad mens moderen lå og slappede af i en lille sø ved siden af. Pingvin ungerne vokser meget stærkt, og var på kun 9 uger gået fra at veje omkring 100g til omkring 3 kg. Efter at have stået og kigget på dem et stykke tid skulle vi ned og kigge ud over stranden for at se om der var nogle pingviner på vej tilbage fra havet. Og vi nåede kun lige at komme ud så vi kunne se stranden da guiden så ungernes far på vej tilbage. I området har de også lavet nogle skyttegrave med udkigsposter, og guiden skyndte sig at få os ledt ned i dem, så vi kunne komme helt tæt på ham mens han gik tilbage. Vi var heldigvis en lille gruppe på kun 4 så vi nåede at komme ud til udkigsposten lige som han kom over en bakke. Herindefra var vi kun lige over en meter fra ham mens han kom gående med maven fuld af fisk for at skulle fodre sine unger. Man kunne også herfra virkelig se det gule omkring øjnene, og nyde den sjove pingvin gangart.
Da turen var færdig giver guiden os lige et tip, nemlig at hvis vi på vej ind til Dunedin igen lige tager et venstresving og kører 10 min ned ad en vej vil vi komme til Allan’s beach og der er der næsten altid søløver på. Det gjorde vi selvfølgelig. For de New Zealandske søløver vejer hanen omkring 3 gange så tung som hunnen, så vi ville selvfølgelig helst se en han. Efter en lille tur på et par hundrede meter ned af stranden ligger der også en han og slapper af med en hun. Da vi først kommer derhen ligger de nede i en lille gryde og vi kan ikke rigtig se hvor stor hannen er. Til vores held er det på vej til højvande, og et minuts tid efter bliver deres lille gryde oversvømmet af en bølge og han rejser sig op i sin fulde størrelse. Og der kan man virkelig se hvor stor en basse han er. Og det var her vi godt kunne forstå advarselsskiltene på stranden. For modsat mange andre dyr er søløver ikke bange for mennesker, så de kan godt angribe.
Men endnu en gang er vi bare glade for at dyrene viser sig fra deres bedste side når vi kommer forbi og kigger på dem 🙂
