Efter at have haft besøg af Carinas veninde Aya har vi den sidste uges tid haft besøg af Carinas far Allan. Og da et af højdepunkterne på sydøen, og generelt i New Zealand, er Milford Sound, tog vi i sidste weekend på endnu en tur dertil. Denne gang var vejret dog meget anderledes end sidst. Hvor det sidst havde regnet i flere dage inden, havde det nu været tørvejr, og det var det også da vi var der. Det betød også at vi denne gang virkelig kunne se hvor stort det faktisk var da skyerne og disen ikke begrænsede udsigten og vi kunne se toppene på de halvanden kilometer høje bjerge der tårner op lige ved siden af båden.
Både mig og Carina er i tvivl om hvilken en af turene der var bedst, da de begge var meget forskellige. Og så lige et par billeder, hvor et er fra køreturn og det andet fra sejlturen:
Dagen efter tog vi ud for se glowworms. Ormene, eller larver som de faktisk er, udgiver lys for at tiltrække insekter til at blive fanget i deres fangeliner (meget lig en edderkops spind). Når de har vokset sig store bliver de til pupper, herfra klækker de til et mygelignende dyr og overlever kun i få dage hvor deres eneste formål er at yngle. Faktisk har de slet ikke nogen mund når de er klækket, så det er kun et spørgsmål om tid før de dør.
Turen foregik ved en gangsti ind i en hule. Her kunne man de mørke steder se hvordan glowwormsene lyste, og man kunne også se deres fangeliner et sted. For enden af gangstien var højdepunktet på turen, en sejltur i mørke hvor man rigtig kunne se dem. Den bedste måde at beskrive det på er som at stå og se på nattehimlen en skyfri aften. Der var massere af lys, dog med steder hvor der var flere end andre, rigtig flot. Det var ikke tilladt at tage billeder inde i hulen, og jeg tror heller ikke det var blevet godt havde vi haft lov, men derfor skal I ikke snydes så jeg har fundet noget der kan give en ide om det på nettet. Jeg vil dog sige at mængden af lys på billedet er overdrevent i forhold til hvordan det så ud i virkeligheden siddende i båden. Og man kunne ikke se linerne, kun lyset fra ormene.